Archive for category: Sejlsport

Hvorfor sejle?

Det spørgsmål er stillet mange gange igennem tiderne. For mit vedkommende var det næsten uundgåeligt, at jeg blev sejler. Opvokset i en familie af sømænd, professionelle såvel som amatører, blev jeg opflasket med historier fra søen og altid omgivet af vand, havne og skibe. Lige fra fødslen sejlede jeg med i min Fars motorbåde med den sidste tur i 1939. Det år solgte far motorbåden Ørn for at bygge en motorsejler, og Ørn blev afleveret til den ny ejer den 1.  september, selv samme dag anden verdenskrig brød ud. Dermed var det slut med at sejle for en tid. Som dreng fik jeg til Jul og til fødselsdage gaver i form af skibe, og disse skibe blev mit kæreste legetøj. Med mine modelskibe udkæmpede jeg alle anden verdenskrigs søslag hjemme på gulvtæppet, og da blyskibe både var for dyre og i mange tilfælde uopnåelige, fremstillede jeg selv mine egne skalamodeller af alle den tids slagskibe, krydsere, hangarskibe, destroyere samt linere. Om sommeren plaskede jeg i Østersøen med min modelsejlbåd. Mine drengeår levede jeg i Nakskov i skyggen af skibsværftet og oplagte motorskibe fra rederierne Norden og ØK, og højdepunkterne i tilværelsen var besøg ombord i disse.

Da vi flyttede tilbage til Aalborg i 1946 blev mit besøg i Vestre Bådehavn et fast dagligt programpunkt, og her kiggede jeg langt efter bådene, når de sejlede ud. Ind imellem forbarmede min fars gamle venner sig over mig og inviterede mig med ud på småture i deres motorbåde. Således sejlede jeg med Alfred Lassen i STRANDMÅGEN, en del gange med Jens Nielsen i TOVE, som min farbror Martin havde bygget i 1919, og nogle få gange med Christian von Platen i NAP. Sidstnævnte var som sagt kun nogle få gange, da NAPs motor som regel ikke ville starte, men når den endelig sejlede, var enhver sejlads med NAP altid noget af en oplevelse.

NAP var en gammel redningsbåd, der efter min Farbror Martins drillende udsagn havde redet på et skibsdæk i 40 år, før Platen købte den, og motoren en Ford T, som i tyve år havde kørt i en rutebil mellem Aalborg og Aså, så alt ombord var gammelt og særdeles veltjent for ikke at sige udtjent. Her lige efter krigen brugte de fleste bådejere petroleum som brændstof men startede på benzin. Onde tunger på havnen påstod, at Platen skiftede fra benzin til petroleum, og når motoren var varm, fortsatte han på spildolie. Efter den røg NAP udviklede skulle man tro rygtet var sandt.

Første tur med MIKE.

Det blev altså ikke til megen sejlads i de år, og da jeg i 1947 blev inviteret til Nakskov for at sejle på en ferietur med min kammerat og hans familie i deres motorbåd MIKE, sagde jeg straks mange tak. Indledningen til ferien blev i sig selv en oplevelse. Jeg kørte med tog fra Aalborg til Odense, måtte skifte i Fredericia og kom med et overfyldt tog. Det var tæt pakket, alle kupeer var fyldt, og i gangene stod vi så tæt, at det var umuligt at bevæge sig. Jeg stod således op i gangen, da damen ved siden af mig begyndte at læne sig op af mig. Denne nærkontakt fandt jeg i min unge alder påtrængende og ubehagelig og rykkede en smule væk fra hende, men hun fulgte efter og lænede sig bare tungere mod mig. Åbenbart havde en passager fra kupeen bag mig fået den vanvittige ide at ville ud på gangen, en ganske håbløs opgave, men det slip, den åbne dør ind til kupeen gav, bevirkede, at jeg fik mulighed for kortvarigt at trække mig baglæns ind i kupeen og derved slippe for den anmassende dame. Så snart jeg bevægede mig baglæns og der blev en smule plads på gangen, faldt damen om. Hun var besvimet, men ingen havde opdaget det, fordi vi stod så klemt, at der ikke var plads til at falde. Heldigvis vidste nogle medpassagerer, hvad man gjorde i en sådan situation, for selv jeg havde aldrig oplevet noget lignende og anede ikke, hvad jeg skulle foretage mig. Damens kjole blev løsnet i halslinningen og hendes ben løftet, så blodet igen kunne løbe til hovedet, og kort efter kom hun til sig selv igen.

Jeg var glad for at slippe ud af det overfyldte tog i Odense. Her var der et par timers ventetid, som jeg tilbragte i Kongens Have lige overfor banegården. Siddende på en bænk spiste jeg min medbragte madpakke, medens jeg overhørte to gamle knarke, der på deres syngende fynsk delagtiggjorde hinanden og mig med i deres livshistorie, en ganske fornøjelig oplevelse. Derpå travede jeg ad Jernbanegade til Sydfynskes station, steg på toget og fortsatte videre til Svendborg. Der var kun to passagervogne tilkoblet lokomotivet, og jeg kunne stå helt fremme i den forreste vogn og betragte lokomotivet og tenderen og se dem vugge og duve på de ujævne spor, også noget af en oplevelse. Jeg havde aldrig drømt om, at jernbanespor var så elendige.

Ved ankomsten til Svendborg blev jeg klar over, at de oplysninger DSB i Aalborg havde givet mig var skrupforkerte, for ifølge rejseplanen skulle jeg være i Nakskov på mindre end to timer, og det var simpelthen fysisk umuligt, når der resterede to færgeture og en mellemliggende jernbanerejse. Men da toget stoppede nede på havnen, steg jeg ombord i dampfærgen Langeland og sejlede øst ud gennem Svendborgsund, forbi Thurø, rundt om Tåsinge og Siø og ankom i skumringen til Rudkøbing. Mange økonomiske midler var jeg ikke i besiddelse af, men lidt lommepenge til ferien havde jeg da, og der kunne nok blive til et hotelværelse. I Rudkøbing opsøgte jeg det røde hotel Langeland på havnefronten for at få et værelse for natten, men alt var optaget, og jeg blev henvist til byens andet hotel oppe i byen. To unge piger fra Løkken var ligeledes blevet misinformeret af DSB i Aalborg og var i samme situation som mig. Vi slog pjalterne sammen og fulgtes ad til hotel Rudkøbing, hvor vi modtog samme nedslående besked, alt optaget. Så var gode råd dyre. Hvad nu?

Jeg foreslog, vi forhørte os på politistationen, om de havde en celle for en nat. Ved denne forespørgsel så vagthavende først noget desorienteret ud, men efter at have fået vores forklaring om manglende hotelværelser, var han straks parat til at hjælpe. Han fortalte, at der var mange pæne ældre damer i byen, som lejede værelser ud, men opringninger til disse damer var uden resultat. Klokken nærmede sig på dette tidspunkt midnat, og alle de ældre damer var for længst gået til ro. I stedet foreslog betjenten, at vi prøvede sognefogeden i Spodsbjerg, når vi alligevel skulle den vej næste dag. Sognefogeden var parat til at tage imod os, og vi tre fik en taxa til Spodsbjerg. “Nå der er i”, indledte han og kiggede nøjere på os med et smøret grin. “Jamen sådan tre unge mennesker kan vel nok sove i samme værelse”? Pigerne var formodentlig 17 – 18 år og jeg 15, og at sove sammen var ikke noget man gjorde i de dage, så vi afslog alle tre høfligt og rødmende, medens sognefogeden grinede bredt. Det var kun hans spøg, men han morede sig over vores generthed. Pigerne blev indkvarteret hos ham i et dejligt stort værelse med gode senge og vattæpper, medens jeg blev indlogeret hos slagteren, lige ved siden af.

Slagterens udlejede deres hus til turister i sommertiden, og selv flyttede de ud i udhuset. Jeg havde hele huset til rådighed og overtog soveværelset, men sikken en nat. Aldrig har jeg sovet så elendigt. Dobbeltsengens madras havde et dybt hul, og dynen var kubisk og ca. en meter på hver led. Jeg kravlede i køjen, trak dynen op over skuldrene og frøs på benene. Så skubbede jeg dynen ned, og overkroppen blev kold. Disse gymnastiske øvelser gentog jeg i en tre timer uden at sove. Dynen var desuden tung som et ondt ord, formodentlig var den fyldt med selvdøde høns. Jeg kom til køjs ved halv et-tiden og stod op ved firetiden, uden at have sovet, hvorpå jeg gik ned til Langelandsbæltet og tog mig en svømmetur i solopgangen. Derpå travede jeg frem og tilbage på stranden for at få varmen og for at få tiden til at gå, indtil færgen kom. Overnatningen kostede fem kroner, så den væltede ikke budgettet.

Klokken 9 dukkede damperen Mjølner op, og pigerne mødte op friske og udhvilede efter en dejlig nat, medens jeg gik rundt med øjnene hængende langt nede på kinderne.

Ved ankomsten til Nakskov fortalte min kammerat Erik, at der havde været brand i deres båd Mike, men at de var næsten færdige med at reparere den. Afsejlingen blev derfor udsat et par dage, og så kunne vi endelig om aftenen stå ud af fjorden og sejle ud til Albuen, hvor vi overnattede første gang. Vi var seks ombord, min kammerat og hans søster Minna, forældrene hr. og fru Blædel og børnenes 18 årige fætter Bent og så mig.

Næste dag fortsatte vi ud i Langelandsbæltet, hvor Mike rullede bravt i søerne. For at mindske bevægelserne, satte vi cockpitpressenningen op som sejl og stagede den med bådshagen. Med mellemrum klaskede søerne op i bådens spejl, hvilket gav en del vand ind gennem en læk omkring udstødningen, så med mellemrum måtte vi lænse med en pøs. Under turen kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg i 1945, bare to år tidligere, sammen med min familie illegalt havde sejlet den samme rute ombord i en coaster, og at samme fragtskib minesprængtes i Langelandsbæltet kun to måneder efter, vi havde været med ombord. Selvom der var strøget miner adskillige gange var det bestemt ikke risikofrit at sejle i de dage.

Vi kom til Lohals, sejlede dagen efter til den hyggelige lille havn i Lundeborg og fortsatte herfra til Thurø bund, hvor vi ankrede og badede. Jeg havde lært at svømme i Nakskov, men det var aldrig blevet til ret meget. Badeanstalten lå inde i havnen, og vandet var næsten altid dækket af en tyk oliehinde fra værftet lige overfor, så vores skolesvømning havde aldrig været nogen nydelse. Derfor var jeg langt fra nogen ørn til at svømme, og jeg svømmede altid anstrengt med hovedet løftet godt op af vandet, og jeg havde aldrig sprunget på hovedet i vandet før. Men nu gjorde de andre det, og jeg ville ikke stå tilbage for dem, så jeg prøvede, og da jeg havde prøvet det en gang, måtte jeg prøve det igen. Det gik godt et par gange. Tredje gang jeg prøvede, fik jeg en lærestreg, for jeg sprang for fladt og fik en ordentlig maveplasker, der slog al luften ud af mig. Herefter forsøgte jeg mig ikke igen med flade udspring. Jeg lærte dog, at det slet ikke var så slemt at have hovedet under vand og fandt snart en anden og bedre svømmestil og vejrtrækning.

Der var torden i luften, og vi oplevede en kraftig byge med voldsomme vindstød. Efter bygen gik jeg for efter på skandækket for at tilse ankeret. Min fod gled på det våde lakerede skandæk, så jeg var på vej i vandet, men jeg nåede at gribe fat i håndlisten og undgik en større vandgang med tøj på, slap med et par våde sko og sokker og nogle blå mærker på lårene. Umiddelbart efter uvejret prajede hr. Blædel en fiskejolle, og fra fiskerne erhvervede vi en spandfuld ål, som Bent flåede. Den aften nød vi lækre stegte ål.

Fra Thurø Bund sejlede vi tværs over sundet til Troense og lagde til ved dampskibsbroen indenfor brohovedet. Broen var anløbsplads for den lille hyggelige damper Helge, der besørgede trafikken mellem Svendborg, Thurø og Tåsinge. I samlet flok vandrede vi op gennem Troense og op til Brejninge kirke. Her nød vi udsigten oppe fra tårnet og bageefter dvælede vi ved Elvira Madigan (Hedvig Jensen) og løjtnant Sixten Sparres gravsten på kirkegården, hvor fru Blædel fortalte historien om parret. Tilbage i Troense returnerede vi til Thurø Bund for natten.

Den følgende dag gik turen videre gennem Svendborgsund, forbi Vindebyfærgen (forløberen for Svendborgsundbroen) til Fåborg, der på det tidspunkt var en hyggelig by næsten uden turister. Fåborgs havn var dog ikke så indbydende, så vi sejlede over til den lille fiskerihavn i Dyreborg og tilbragte natten der. Dagen derpå anløb vi først Bjørnø og derpå Avernakø. Her var molen ved færgelejet ret høj og molehovedet desuden forsynet med en stor pullert, som Bent straks skulle prøve at springe ud fra. Da han havde vist vejen, prøvede vi andre det samme.

Vi travede ture på begge øer, og jeg fandt disse små øer, hvor alt går uendeligt stille og roligt og fuldstændigt uden stress og jag, meget charmerende. Da jeg senere så den danske film “Guld og grønne skove”, genoplevede jeg ved indledningen til filmen den samme stemning og klukkede fornøjet ved gensynet med denne søvnige afslappede livsførelse, som jeg huskede så godt, og som filmen ramte aldeles præcist. Vi returnerede til Svendborg, sejlede forbi havnen og til Thurø, hvor vi lagde masten ned og gik ind under broen og ind i Skårupøre Sund mellem Fyn og Thurø. Herinde i sundet gjorde vi fast ved en gammel faldefærdig mole på Thurø siden.

Det blæste friskt om morgenen, hvorfor vi blev liggende den følgende dag. Jeg formoder vi ungers glubende appetit havde tæret for meget på kostpengene, for til middag serverede fru Blædel en uappetitlig tyk klisterlignende havregrød for os, som ingen af os kunne få ned. Fru Blædel var lærerinde, lignede også en sådan af den gamle skole med lorgnetter og håret i en knude i nakken, og hun kørte familien som en skoleklasse. Ingen vovede at sige hende imod, ikke engang hendes mand som stilfærdigt fandt sig i næsten alt fra hendes side, men ved denne lejlighed oplevede jeg det rent utrolige, at han gjorde oprør. “Det vil jeg ikke spise” sagde han med en stemme, som ikke tålte modsigelse, og så snart han havde udtalt disse ord, fulgte vi andre i hans fodspor, og grøden havnede i sundet, hvor den sank til bunds med det samme, til glæde for ålene, medens en meget vred og fornærmet fru Blædel magtesløs så til.

På grund af blæsten indtog vi aftensmaden i kahytten, og vi havde lige bænket os om bordet, da vi hørte en cykel komme skramlende ud på molen, blive smidt ned. Oppe fra bolværket lød nogle eder og forbandelser og lidt efter et ordentligt plask af personen, som hoppede ud fra molen. Nogle minutter senere lød der høje råb om hjælp, og vi styrtede ud i cockpittet, men der var intet at se. I næste øjeblik dukkede en mand op af vandet og råbte om hjælp, hvorpå han igen forsvandt under overfladen. Bent sprang omgående i vandet, og vi to andre knægte fulgte efter medbringende redningskransen. Det lykkedes Bent at få fat på manden og holde ham oppe indtil vi nåede frem med redningskransen. Den var til god hjælp, for manden var bevidstløs og tung. Ved fælles hjælp lykkedes det os at trække ham tilbage til båden, et hårdt job i den stærke strøm. De to voksne fik manden halet op på agterdækket, hvor han sank om, medens vi tre knægte var så udmattede, at vi dårligt kunne hive os selv ombord.

Under fru Blædels kyndige ledelse, hun var også gymnastiklærerinde, pumpede vi på skift den druknede læns ved brug af den dengang eneste kendte genoplivningsmetode, Holger Nielsen metoden, hvor den druknede lægges på maven, medens hjælperen sidder hen over ham og skiftevis trykker på brystkassen og løfter armene. Det virkede ligesom en lænsepumpe. Hver gang manden fik et tryk på brystkassen væltede vand ud af lungerne, blandet med maveindholdet, der hovedsagelig bestod af sprit. Omsider kom manden til live igen, blev pakket ind i tæpper og ført ned i kahytten, hvor den rystende stakkel fik noget varmt at drikke. Da han var kommet så meget til hægterne, at han igen kunne tale, var hans første ord. “I ku’ vel ikke svømme ud efter mine tænder”. Fulderikken havde tabt gebisset ude i sundet, og de manglende tænder var det eneste, han havde i hovedet, ikke et ord til tak.

Hans kone kom ned på molen, så cyklen og kaldte uroligt på ham. Vi fortalte hende, hvad der var hændt og fik manden losset i land og overdraget i hendes varetægt med besked om, at han formodentlig burde en tur på hospitalet. Hun takkede os og trak af med ham. Næste morgen var det flot lakerede teaktræsagterdæk fuldstændig hvidt og uden den mindste skygge af lak. Mavesyren suppleret med al den sprit, manden havde konsumeret, var den mest effektive lakfjerner, jeg nogensinde har oplevet.

Vejret bedredes igen og vi løb over på Tåsinge siden og fortøjede ved broen ved Valdemar slot for at nyde middagsmaden der, men vi havde ikke ligget der ti minutter før en mand kom farende oppe fra slottet og jog os væk. Broen var grevens private, så der havde vi ikke noget at gøre. Vi undskyldte og sejlede nogle bådlængder ud fra broen, ankrede der og spiste vores mad.

Næste destination var Rudkøbing, hvor jeg jo havde været for bare en god uge siden. Her travede vi en tur i byen, så apoteket, fødestedet for de to prominente brødre H.C. Ørsted og Anders Sandøe Ørsted, henholdsvis opdageren af elektromagnetismen og grundlovens skaber. Ud over dette kulturelle islæt oplevede vi også et par pudsige episoder. Dampfærgen Langeland anløb, og en stor flok pensionister på udflugt gik i land. Da pensionisterne vendte tilbage, lå færgen øde hen og bommene var nede og spærrede adgangen, men åbenbart var de gamle bange for ikke at komme med, for de mødte op ved færgen et par timer før afgang, og en detalje som de lukkede bomme forhindrede ikke de gamle i at komme ombord. Der opstod nærmest paniske scener da de gamle smed stokke og krykker og forcerede bommene for at komme ombord, medens den lokale betjent forgæves forsøgte at kalde dem tilbage. En times tid senere begyndte bilerne at ankomme og kørte ind i opmarchbanerne. Iblandt køretøjerne var der en Hollandsk indregistreret FIAT 500 også kaldet Topolino (lille loppe). Vognen var heldigvis udstyret med soltag, for føreren var over to meter høj, og han kunne slet ikke være i bilen med soltaget lukket. Da han kørte ombord stak det meste af overkroppen op over vindspejlet, og hans bøjede knæ rakte op over overkanten af dørene.  Den mand steg ikke ind i bilen – han tog den på.

Lohals var vores næste nathavn. Vi anløb den lille havn efter en begivenhedsløs tur op langs Langeland og fortøjede Mike. Under aftensmaden fik vi en noget uhyggelig oplevelse, for bedst som vi sad og spiste, lød der en råben og skrigen, et umiddelbart efter borede en seksmeters spidse stævn sig med et brag ind gennem styrbords side og ind i kahytten lige ved siden af Minnas hoved. Seksmeteren havde ikke været i stand til at vende i den trange havn, med det resultat, at den torpederede os og knuste to borde. Pyh, sikken en forskrækkelse. Da der var faldet lidt ro over os alle, gik hr. Blædel og Bent i gang med en midlertidig reparation, skar splinterne bort og skruede nogle lasker over hullet. Om aftenen travede vi en tur, og hr. Blædel drillede fruen ved gentagne gange at gå med en arm højt hævet over hovedet, således at han hentede en håndfuld dejlige solmodne moreller, hver gang han gik ind under et kirsebærtræ. Som svar på hendes indignerede kommentarer til hans handlinger, svarede han ganske troskyldigt, at han gik på en offentlig vej, og at han da ikke kunne gøre for at kirsebærrene hang ude over vejen og dermed havnede i hans hånd, når han nu følte trang til at strække sig.

Vi havde fulgt Langelands kyst fra Rudkøbing og op til nordspidsen. Nu gjorde vi det samme på den anden side af øen ned til Spodsbjerg, hvor vi overnattede inden sidste etape til Nakskov. Denne blev ganske fredelig, og vi ankom til hjemhavnen efter en dejlig 12 dages tur i de sydfynske farvande.