Graham Lockey AaB og Aalborg Golfklub

Der var i sjælden grad sandhed i det gamle ord, den enes død, den andens brød, da den engelske innerwing William Graham Lockey debuterede for AaB. Få dage forinden havde AaB nemlig oplevet en af de sorteste dage i klubbens brogede historie, da den 43 årige bogtrykker Oskar Jørgensen pludselig var død af et hjertetilfælde. Oskar Jørgensen var, trods alderen, landets bedste kricketspiller og tidligere førsteholdsspiller i fodbold. Samtidig havde han været en del af AaB, siden han som 12-årig havde fået specielt kricketafdelingens medlemmer til at spærre øjnene op over det åbenlyse talent, den lille knægt besad.

 

Oscar Jørgensen foran pavillonen i Karolinelund 1920

Oscar Jørgensen foran pavillonen i Karolinelund 1920

Oskar Jørgensens død var et stort tab for klubben i særdeleshed og sporten i Danmark i almindelighed. Oskar Jørgensen blev begravet den 24. august 1934 klokken 14, og en time senere løb AaB’s udvalgte 11 på banen til sæsonpremiere i den jyske mesterrække med englænderen Graham Lockey som debutant.

Starten i Aalborg

Den sensommerdag blev AaB vendt på hovedet, da den statelige, lidt arrogante 25 år gammel englænder trådte ind på scenen. Han løftede arven efter Oskar Jørgensen og blev et nyt samlingspunkt. Han var en fremragende kricketspiller, men modsat Oskar Jørgensen var han først og fremmest fodboldspiller. På fodboldholdet blev han nærmest the missing link. Han kom til at spille venstre innerwing, hvilket vil sige en ren 10’er, og hans ankomst gav nyt liv til de efterhånden veltjente veteraner, Søren Andersen, Axel Villadsen og Verner Hedegaard, der ellers huserede i det 5-mands angreb, der karakteriserede de danske fodboldklubber i 30’erne.

 

Fra venstre Graham Lockey, Orla Brixler Poulsen og Verner Hedegaard på AaBs anlæg 1936

Fra venstre Graham Lockey, Orla Brixler Poulsen og Verner Hedegaard på AaBs anlæg 1936

Lockey var ren amatør, og det var lidt af en tilfældighed, at han endte i Aalborg. Grunden var naturligvis en ung dame, Esther Vagner fra Århs, der havde fordrejet hovedet på reklamemanden. De havde mødt hinanden, da Lockey havde været med sin klub Fulham i Danmark i 1933 og spillede i Århus.

Graham Lockey var efter endt højskoleophold blevet ansat hos den engelske bilgigant, Daimler, i reklameafdelingen, og her tog han de første skridt i en verden, der skulle udvikle sig eksplosivt i tiden fremover. Det kunne Lockey umuligt vide, men hans fascination af branchen, drev ham til at starte en reklamevirksomhed, og det blev i Aalborg sammen med århuspigen, Esther.

Sammen med fem medarbejdere gik de i gang og efter en lang række slidsomme år, fik de udviklet virksomheden, således, at den ved Lockeys 60 års fødselsdag i 1969 bestod af seks afdelinger.

Foruden Aalborg havde Lockey bl. a.  filialer i Odense, København, Stockholm og Malmø, ikke mindre end 225 ansatte, samt en omsætning på 85 mio. I dagens kroner kan det oversættes til ca. en milliard.

Uddannelse i England

Før det kom så langt, måtte Lockey rejse hjem til England for at lade sig uddanne yderligere. Det skete kort efter etableringen i Aalborg i foråret og sommeren 1935. Han forlod Aalborg i starten af april, og var stærkt savnet på fodboldholdet. Han var først tilbage på AaB’s hold i starten af september 1935, og var nu parat til at videreudvikle sig som selvstændig i Aalborg. 

Som et kuriosum kan nævnes, at manden, der overtog 10’eren på AaB’s bedste hold, var den unge journalistelev på Aalborg Amtstidende, Carl Ettrup. Ettrup blev senere chef for Radioavisens sportsnyheder, og på mange måder en fornyer af sportsreportagen. Ettrup fik dog elendig kritik af sine sportsjournalistkolleger for sit fodboldspil, og på trods af at resultaterne ikke bar synderlig præg af, at det unge talent afløste den rutinerede stjerne, tog Ettrup konsekvensen, og meldte sig ind i Chang i stedet for AaB, hvilket blev en fremragende gevinst for de sortstribede.

 

Udviklingen af reklamebureauet

Lockeys reklamebureau var lige, hvad det aalborgensiske erhvervsliv tørstede efter. Alle, der var noget, brugte det meget anerkendte bureau. Man ville gerne samarbejde med den Danmarksberømte fodboldspiller, og i årene fremover kunne man desuden købe sine egne Lockeyfodboldstøvler. Utroligt nok slap Lockey helskindet gennem de mange transaktioner, der ganske tydeligt havde rod i hans popularitet i fodboldsporten, men amatørbegreberne blev ikke krænket, hvilket sagtens kunne tænkes. Reglerne for sammenblanding af penge og sport var meget restriktive i datidens Danmark.

Op gennem årene udviklede reklamebureauet sig, og det betød, at Lockey indledte samarbejde med brødrene Hans og Svend Mejlhede, begge fremragende AaB navne, der huserede i krigens tid og frem til starten af 50’erne, og en tid var Hans Mejlhede chef i en afdeling i Randers.

 

AaB 1. hold 1946. I bageste række ses Svend Mejlhede som nr. 3 fra venstre. I forreste række ses Hans Mejlhede som nr. 1 fra venstre

AaB 1. hold 1946. I bageste række ses Svend Mejlhede som nr. 3 fra venstre. I forreste række ses Hans Mejlhede som nr. 1 fra venstre

 

Tredjeplads i 1. division

Den sportslige kulmination, når man taler fodbold, kom for William Graham Lockey i 1936, hvor AaB vandt bronze i landsturneringen, der bestod af 10 hold, der mødte hinanden en gang om året. Der var yderligere markant tilgang til AaB-truppen, idet holdet modtog indmeldelse fra den nyuddannet advokat med rod i Brønderslev, Svend Sanvig, som centerhalf. Sanvig havde spillet for AB under sin uddannelse i København og havde spillet en enkelt landskamp, endda som anfører, og de to markante tilgange, Lockey og Sanvig, bragte en tredjeplads til AaB i 1936, hvilket var en tangering af det bedste jyske resultat nogensinde. Resultatet kom hjem efter et fremragende forår med tre sejre og en uafgjort. Tredjepladsen skulle først blive overgået i 1995, da AaB blev dansk mester, men den blev tangeret i 1969.

Graham Lockey med hat i Aalborg Golfklub 1941

William Graham Lokey fortsatte som aktiv fodboldspiller til juni 1941, hvor han spillede sin sidste kamp for AaB. Det blev til en sejr over Randers Freja på 1-0 i krigsturneingen. Lockey skabte, uden at vide det, et større problem for den senere AaB-formand Dahl Engelbrechtsen. Det skyldtes, at AaB ikke førte kampstatistik i den tidlige periode. Derfor endte Lockey på 98 kampe for AaB. Han er dog den udlænding, der har spillet flest kampe for AaB.

Unøjagtigt kamptal

Da AaB flere år senere, ved 75 års jubilæet i 1960, gik tilbage i annalerne og konstruerede kamptallene, der ikke var statistikført på spilletidspunktet, gik det op for ledelsen, at klubbens største navn og mest profilerede person gennem de første 75 år, ikke var på listen over de spillere, der kunne modtage 100-kampsnålen, der blev indstiftet i forbindelse med jubilæet. I 1960 var det komplet umuligt, at Lockey ikke skulle have hæderen sammen med de andre koryfæer, så Dahl Engelbrechtsen fraveg alle principper, og accepterede, at Lockeys kamptal uretmæssigt blev opjusteret. Den “forbrydelse” har ganske givet ikke passet den estimerede leder, og den retfærdiggøres kun i nogen grad af, at den blev begået uden egen vinding. At det ikke har været en let beslutning for AaB’s ledelse, kan tydeligt ses af, at da Heini Hald, landsholdspiller, og altid AaB’er, nogle få år senere bebudede et klubskifte til Randers Freja med 199 kampe på cv’et, blev han omgående sat af holdet. Dahl Engelbrechtsen ønskede ikke, at den på alle måder kvalificerede Heini Hald skulle have sin kamp nr. 200 for AaB. Et andet koryfæ, Ole Søndrgaard endte også på 199 kampe, på grund af en intern karantæne, men heller ikke her blev der fiflet med tallene. I dag er Lockeys kamptal i AaB ført tilbage til 98. Antallet er tydeligt markeret i rapporten fra 1960, der findes på Idrætshistorisk Samling, og der er foretaget fintælling, der bekræfter tallet 98.

Lockey var desuden et skattet medlem af Aalborg Golf Klub, og han fik et dansk mesterskab i hulspil samt masser af andre fremragende resultater. I en periode var han britisk konsul i Danmark.

 

Graham Lockey med mesterskabspokal

Graham Lockey med mesterskabspokal

Reklamebureauet indgik i en større fusion i 1973, mens oliekrisen rasede i Danmark. Lockey forlod Aalborg og flyttede til København.

 

 

 

Marius Andersen SIFA

Denne artikel er skrevet på baggrund af en båndet samtale mellem borgmester i Aalborg Marius Andersen og journalist Eivind Samuelsen SAM. Samtalen fandt sted i april 1983. Artiklen beskæftiger sig kun med en lille del af Marius Andersens virke som formand for SIFA.

Marius Andersen til højre og SAM på Stadion 1960

Marius Andersen til højre og SAM på Stadion 1960

Marius Andersen, som havde været medlem af byrådet i Aalborg siden 1954, blev i 1960 opfordret af daværende SIFA formand Sofus Raaen til at overtage formandsskabet i SIFA. Marius Andersen var positiv over for tanken, men han krævede at blive valgt uden modkandidat.

Marius Andersen, med en fortid i Vejgaard Boldspilklub, var blevet indstillet til posten af fodboldklubberne i Aalborg, men de andre idrætsklubber ville have en modkandidat, og Aalborg Roklubs formand Ib Stetter fik opstillet en modkandidat nemlig advokat Bent Kinnerup.

Marius Andersen nr. 7 fra venstre i bageste række på ynglingehold i  Vejgaard Boldspilklub 1942

Marius Andersen nr. 7 fra venstre i bageste række på ynglingehold i Vejgaard Boldspilklub 1942

Sagen var nu politisk, idet Marius Andersen var Socialdemokrat, og Ib Stetter var fra Venstre, og det medførte et større skænderi mellem Sofus Raaen og Ib Stetter. Sofus Raaen skar Ib Stetter af med at sige, at SIFA var upolitisk.

Marius Andersen ville droppe sit kandidatur, men han blev presset med ordene:”Du bliver her, nu er der politik i det, du løber ingen steder”. Marius Andersen blev valgt med stort flertal, og han sad som formand i 18 år til 1978. Han blev en af de mest markante formænd, SIFA har haft.

Det var ellers ikke de bedste betingelser at blive formand under. Aalborg var langt bagefter med byggeri af idrætsfaciliteter. I 1960 var den lille tennishal ved Annebergvej og svømmehallen i Løkkegade de eneste indendørs idrætsanlæg. Der fandtes dog en række gymnastiksale ved skolerne, som blev brugt af mange klubber uden for skoletiden.

SIFAs opgave er jo netop at skaffe faciliteter til klubberne. Den opgave tog Marius Andersen meget alvorlig.

Det var dog en vanskelig tid, for der var skrappe bygge restriktioner, der gjorde det meget svært at få tilladelse til at bygge den slags anlæg. Aalborg Amts Gymnastik- og Idrætsforeninger havde i flere år ansøgt om at bygge en idrætshal på Østre Alle. Efter mange besværligheder og afslag mellem 1957 og 1962 fik de endelig byggetilladelsen i 1962.

Udover problemerne med Boligministeriet så var der også lavvande i Aalborg kommunes pengekasse. Byggeriet af Aalborghallen, som stod færdig i 1953, og opførelsen af højhuset til Kommunehospitalet i Reberbanegade var meget dyrere end planlagte. Særligt sygehusbyggeriet var budgetmæssigt nærmest en skandale.

Stadion og Skovdalen

Det første projekt, som Marius Andersen satte i gang, var ombygningen af Stadion. Det gamle stadion var nedslidt, og banen skulle vendes så den kom til at gå øst-vest. Det var så heldigt, at den gamle siddetribune brændte ned en søndag efter en mesterrække kamp mellem AaB og Freja. Heldigt på den måde at den var forsikret for 100.000 kr., som var et stort beløb i 1961.

Tribunen brænder på Aalborg Stadion 1960

Tribunen brænder på Aalborg Stadion 1960

Marius Andersen foreslog også, at man samtidig med ombygningen af Stadion skulle opføre en idrætshal ved Stadion. Det gjorde man så, og i 1962 var Stadion ombygget, og året efter blev hallen indviet.

Ved ombygning af stadion forsvandt atletikbanerne der, og Skovdalen fik nye anlæg til erstatning af dem, der var på stadion.

Grundplan af stadion 1968. Projekteret svømmehal øverst er Haraldslund.

Grundplan af stadion 1968. Projekteret svømmehal øverst er Haraldslund.

 

Skøjtehallen

Esbjerg og Frederikshavn havde allerede fået åbne ishockeybaner. Det var SIFA ikke interesseret i. De ville have en lukket hal. Der var skøjtehaller i Gladsakse og Rødovre. Begge private.

På en ekstraordinær generalforsamling i SIFA i 1965 blev det vedtaget at bygge en skøjtehal. Hallen stod færdig i januar 1967 efter mange arrangementer, der alle havde til formål at skaffe penge til byggeriet.

 

Aalborg Skøjtehal

Aalborg Skøjtehal

SIFA fik en underskudsgaranti for skøjtehallen fra Aalborg, Hasseris og Nørresundby kommuner.

Der var røster fremme om, at idrætten var blevet forkælet i Aalborg, og den poltiske stemning var ikke kun til fordel for SIFA.

Haraldslund

SIFA var enige om, at der manglede en ny svømmehal til afløsning af den gamle i Løkkegade. Det ville flertallet i Aalborg byråd ikke umiddelbart gå med til.

Ved indvielsen af Skøjtehallen i 1967 havde Marius Andersen lavet en aftale med borgmester Thorvald Christensen om, at de til indvielsen, hvor de hver især skulle holde tale, ikke ville tale om andet end Skøjtehallen. Denne aftale overholdt Thorvald Christensen ikke. Han brugte meget af sin tale til at omtale sin kæphest nemlig et kunstmuseum. Marius Andersen mente, at man skulle bygge en ny svømmehal først. Også byrådet var meget uenige i prioriteringen af de to byggerier.

Marius Andersen foreslog derfor, at man byggede begge ting på en gang.

På et hemmeligt møde i byrådsgruppen blev Rostrup Boyesen, som blev den første leder af kunstmuseet, ifølge Marius Andersen sur på ham, fordi han ville have svømmehallen først. Marius Andersen havde derefter trukket en trumf frem med spørgsmålet om, hvor de ville bygge kunstmuseet. Der blev nogen opstandelse over at opdage, at man ikke havde fundet en grund endnu til kunstmuseet. Borgmester Thorvald Christensen påstod, at det var blevet vedtaget, da Jens Jensen var borgmester. Men det var forkert. Marius Andersen havde ret. Men han lovede en hurtig behandling om byggegrunden til kunstmuseet. Hermed var fortalerne for svømmehallen forrest.

For at skaffe så stor opbakning som muligt til sømmehallen havde Marius Andersen et møde med formanden for ungdomsnævnet i Hasseris kommune Boeck Hansen. Årsagen til mødet var, at Hasseris havde lovet sine borgere en svømmehal. Politisk var der allerede på det tidspunkt optræk til kommunesammenlægninger i Danmark. En sammenlægning mellem Aalborg og Hasseris var højst sandsynlig. Af den grund sagde Boeck Hansen ja til en fælles svømmehal under forudsætning af, den kom til at ligge i Vestbyen. Der var andre foreslag til, hvor svømmehallen skulle ligge, men Hasseris stod stejlt på Vestbyen.

I august måned 1969 stod svømmehallen m.v. Haraldslund færdig.

Økonomi

Som formand for Lystanlægsudvalget i mere end 10 år og viceborgmester fra 1962 havde Marius Andersen stor indflydelse på planlægningen af haller placeret ved skolerne. I hans tid blev der anlagt haller ved flere skoler. Han mener selv, at den første var hallen ved Vester Mariendals Skole. Udover idrætshaller blev der også bygget svømmehaller ved f. eks. Østre Alle Skolen, Sofiendals Skolen og Gl. Lindholms Skole.

Han siger selv i samtalen med SAM, at han koldt og kynisk udnyttede at han var en kendt person, når der skulle skaffes penge til SIFA. Han mener, at der idag – 1983 – stilles større krav fra ungdommens side. Han synes, der er for meget kræve mentalitet.

Der var også ting, han ikke kunne få gennemført så hurtigt, som han gerne ville. En af de ting var klubhuset til B 52. Han mente, at klubben var fuldt berettiget til at få hjælp, da de havde en meget stor ungdomsafdeling.

Skurvogne på B 52s anlæg 1970. Et forhold Marius Andersen var stærkt utilfreds med.

Skurvogne på B 52s anlæg 1970. Et forhold Marius Andersen var stærkt utilfreds med.

Han var dog modstander af de koncerter, som B 52 afholdt med stor succes. Han mente, at det var en dårlig kombination at hjælpe de unge ved at holde koncerter med udskænkning af alkohol. Marius Andersen kaldte B 52s fortjeneste for Judaspenge.

Sagen med B 52s anlæg på Scoresbysundvej blev dog også løst i Marius Andersens formands tid.

 

Karikaturtegning fra løbet på Væddeløbsbanen. Overskuddet var på hele 50.000 kr., som gik til SIFA - Skøjtehallen.

Karikaturtegning fra løbet på Væddeløbsbanen. Overskuddet var på hele 50.000 kr., som gik til SIFA – Skøjtehallen.

Marius Andersen nævner et PR løb på Væddeløbsbanen, som gav et overskud til SIFA på 50.000 kr. Men han mener ellers, der var økonomisk små tider i SIFA.

Ved at give bryggeriet Urban eneret på at sælge øl på stadion fik han bryggeriet til at betale øl baren på Stadion. Den kostede 30.000 kr.

Ungdomslegene

Marius Andersens største bedrift som SIFA formand var vel nok Ungdomslegene. Et projekt der nok kan tage pusten fra de fleste. Men ikke fra Marius Andersen.

Han siger beskedent, at han egentlig fik ideen af daværende kommunaldirektør Hans Nielsen. Han var en stor fortaler for samarbejde især mellem byer i Norden men også i resten af Europa.

Ideen med privat indkvartering var god, og mange venskaber blev knyttet ved disse indkvarteringer. Marius Andersen mente, at det var samværet frem for konkurrencen, der blev det bærende ved Ungdomslegene. Sloganet gav næsten sig selv: “Venskab over alle grænser”.

 

Marius Andersen med korslagte arme til møde om UL 75

Marius Andersen med korslagte arme til møde om UL 75

 

Solsidehallen

Efter Nørresundby i 1970 var blevet lagt sammen med Aalborg, var det tid til at udbygge det, vi i dag kender som Nørresundby Idrætscenter. Der havde været indsamlinger igang et stykke tid for at få penge til at opføre den store hal kaldet Solsidehallen.

Indsamlingerne gik dog ikke så nemt, som da Aalborg samlede ind til Skøjtehallen. Marius Andersen siger, at han aldrig søgte tilladelse til indsamlingen i Aalborg. I Nørresundby søgte de tilladelse flere gange med negativt svar. Politimesteren hed på det tidspunkt Elmer Nyborg. Han var en paragrafrytter og ikke til at stikke i. Det blev nej flere gange fra Nyborgs side, indtil folketingsmedlemmet fra Nørresundby Peter “Futsko” Nielsen fik sagen gennem ministeriet.

Det lykkedes dog Marius Andersen at få Nyborg til at give 10 kr. til skøjtehallen. Ved en færdselsudstilling i Aalborghallen med efterfølgende frokost, havde Marius Andersen taget sin indsamlings liste frem og bedt hver enkelt til frokosten om 10 kr. Nyborg havde straks protesteret ved at sige, det var ulovligt. Hertil svarede Marius Andersen, at det kun var fordi, Nyborg var så nærig, at han sagde det var ulovligt. Marius Andersen sagde, at det tog næsten en time at få ham til at give de 10 kr.

Solsidehallen blev bygget og Marius Andersen indviede hallen i 1971.

 

Nørresundby Idrætscenter ca. 2000. Den store hal og overdækning af svømmebadet kostede ialt 10 mil. kr. og var færdig 1978.

Nørresundby Idrætscenter ca. 2000. Den store hal og overdækning af svømmebadet kostede ialt 10 mil. kr. og var færdig 1978.

Senere er der blevet udvidet flere gange på Lerumbakken i Nørresundby. Svømmehallen var oprindelig et udendørs bassin, hvor man om vinteren satte en boble over. Det var en form for dug, der blev holdt oppe af et lufttryk. Da energikrisen ramte Verden i 1973, lukkede man bassinet i en periode, da boblen og opvarmningen af vandet brugte rigtig meget energi. Det var ikke godt for svømmesporten, for det var Storaalborgs eneste 50 m. bassin.

Afslutning

I slutningen af samtalen mellem Marius Andersen og SAM nævner han en række mindre ting. En af tingene er, at der altid var et stort flertal bag de ting, han byggede. Han mener ikke, at der dengang var et problem mellem at være borgmester og formand for SIFA på samme tid. Det ville der være i dag (1983). Han mener også, at der er områder i storkommunen, der er blevet “forkælet”, hvilket han mener, gik ud over Aalborg midtby. Men hvis der ikke var kommet en storkommune, så ville de mindre kommuner ikke havde kunnet løfte de opgaver, der var, til skade for idrætten.

Selvom det var i “de glade tresser”, hvor der blev bygget rigtigt meget, at Marius Andersen var formand for SIFA, så er han den formand i SIFA, der har skaffet idrætten i Aalborg flest faciliteter. Som borgmester i Aalborg er han en af dem, der har gjort mest ikke kun for idrætten men for Aalborg nogensinde.

Marius Andersen: “Jeg betragter mig som verdensmester i spadestik, rejsegilder og indvielser.

Marius Andersen tager første spadestik til B 52s klubhus 1970

Marius Andersen tager første spadestik til B 52s klubhus 1970

 

Knud Gadegaard, Lindholm Badminton Klub L.B.K., Ungdomslegene, Idrætsarkivet.

Lindholm Badminton Klub – L.B.K.

En efterårsdag i 1949 samledes 3 personer på Thistedvej 15 i Lindholm. De tre var Knud og Erik Gadegaard samt Per Kirkensgaard. Formålet med mødet var at danne en badmintonklub i Lindholm. Inden de mødtes, havde Knud dog lavet et forarbejde. Han havde ansøgt sognerådet i Sundby-Hvorup kommune om at få tilladelse til at bruge en af kommunens gymnastiksale til at spille badminton i. Der var nu kommet positivt svar på ansøgningen fra Skoleforvaltningen, så de kunne spille onsdag aften i 1½ time og lørdag eftermiddag i gymnastiksalen på Gl. Lindholm Skole. Kommunen ville også stå for rengøringen.

Første side af L.B.K. stiftelsesprotokol 1949.

Knud fortæller i klubbens 25 års jubilæumsskrift, at det nærmest begyndte som en form for firmasport, idet nogle ansatte i Sundby-Hvorup kommune syntes, at man skulle tilbyde kommunens ansatte en mulighed for aktivitet i fritiden. Han fortæller videre om det stiftende møde, at selv om de kun var tre tilstede, så gik bølgerne højt i diskussionen, og det tog nogen tid at blive enige om, hvem der skulle have de forskellige poster i bestyrelsen. Da de kun var tre personer, fik de to dobbelt poster. Knud blev formand og sekretær. Per Kirkensgaard blev kasserer og materiale forvalter. Erik Gadegaard blev revisor. Et sæt love forfattet af Per blev diskuteret og vedtaget. Den første generalforsamling skulle finde sted i februar måned 1950, hvor man også skulle finde et navn til klubben.

På generalforsamlingen i februar 1950 enedes man efter flere forslag om navnet Lindholm Badminton Klub L.B.K. Samtidig fik generalforsamlingen efter mange ændringer vedtaget Per Kirkensgaard lovforslag. 30§ blev det til.

Den første klubfest var i maj 1950. Den bestod af foredrag om badminton med efterfølgende kaffebord. Man betalte selv, hvad det kostede. Alle klubbens 8 medlemmer deltog. Klubfesterne udviklede sig dog sammen med klubben, og blev med årene noget medlemmerne så hen til.

Logo for Lindholm Badminton Klub

Knud Gadegaard begyndte som kontorelev i Sundby-Hvorup kommune i 1946. Han forblev i kommunal tjeneste, og han var med, både da Sundby-Hvorup i 1968 blev lagt sammen med Nørresundby, og den nye kommune igen i 1970 blev lagt sammen med Aalborg. Han var administrationschef på teknisk forvaltning i Aalborg kommune, da han i 1992 gik på pension.

AFF har sin familie Simonsen, hvoraf næsten alle har været med i AFF. Det er dog for intet at regne, når man ser på navnet Gadegaard i forbindelse med L.B.K. Utallige er de gange, at navnet dukker op, når man læser klubbens historie. Når man ser navnene på klubmestrene i de første 25 år, så står der Gadegaard 50 gange. På klubbens top 10 over flest spillede turneringskampe i 1974, står navnet Gadegaard 4 gange. Klanen har også fået opkaldt en gade efter sig i Lindholm.

Knuds rolle i klubben var mangfoldig. Han startede som formand.Det var han i flere perioder. Men når han ikke var formand, så havde han en anden plads i bestyrelsen. Når han ikke var formand for klubben, så var han spilleudvalgsformand, og når han ikke var det, så var han kasserer. Og nogle gange havde han flere poster på en gang.

Knud Gadegaard udnævnes til æresmedlem i L.B.K. 1979.

Knud Gadegaard udnævnes til æresmedlem i L.B.K. 1979.

Belønningen eller takken fra klubben for Knuds store indsats både på banen og ikke mindst på det administrative kommer i 1979. Efter 30 år her, der og alle vegne i klubben udnævnes Knud til klubbens første æresmedlem. Først i 1995 udnævnes de to næste æresmedlemmer i klubben.

I 1982 opstod der i klubben en diskussion om driften af cafeteriaet i Løvvangshallen. Et cafeteria som L.B.K. havde driften af. Diskussionen blev ret stærk, og Knud Gadegaard, som var formand for klubben, opfattede det som et personligt angreb. Der var nogle skarpe angreb på bestyrelsen i klubbladet. Der var en gruppe i klubben, der ville have cafeteriaet drevet med frivillige ulønnede medarbejdere. Modsat mente bestyrelsen, at det på sigt ville være svært at bevare en drift, som kun baserede sig på frivillige.

Efter en noget ophedet ekstraordinær generalforsamling gik 4 ud af 5 bestyrelsesmedlemmer af. Kun kasseren valgte at blive på posten. 33 års lederskab i klubben sluttede denne dag for Knud.

Han blev dog i klubben og deltog ivrigt i den rafleklub, som var blevet oprettet tidligere. Han var en dreven rafler i denne torsdags klub i en del år.

Ungdomslegene – UL

Ungdomslegene startede i 1975 på initiativ af borgmester Marius Andersen. Tanken var faktisk en slags OL for ungdom. Det blev med årene en fantastisk succes. Ikke mindst takket være Knud Gadegaards store administrationstalent. I 1979 var der således 3.000 deltagere fra mange af Aalborgs venskabsbyer.

Både i 1975 og i 1979 stod L.B.K. i samarbejde med de to andre badmintonklubber ABC og Triton for afviklingen af badmintonturneringen.

 

Koncentreret Knud Gadegaard ved UL 83.

Knud havde allerede vist sit organisationstalent ved UL, og da han sluttede som formand i L.B.K., gik der ikke lang tid, før han blev “head huntet” til UL. Han blev formand for UL 83 forretningsudvalget. UL 83 blev som de to foregående lege en stor succes.

Afviklingen af badmintonturneringen blev lagt i hænderne på L.B.K. Turneringen afvikledes i Solsidehallen, da der var de bedste tilskuerforhold.

For sin indsats for idrætten i Aalborg blev Knud Årets Idrætsleder i 1983. Den prestigefyldte pris var han meget glad for.

Det har ikke været muligt for mig, at se om Knud fortsatte i forretningsudvalget for UL.

 

Idrætsarkivet – Idrætshistorisk Samling

Knud var noget af en blæksprutte. Det var det utroligste, han var med til i 33 års lederskab i LBK. En kæmpe administrativ  indsats ved flere UL. Men også i stiftelsen af Idrætsarkivet, nu Idrætshistorisk Samling, i 1979 spillede Knud en fremtrædende rolle. Det er ikke tilfældigt, at Knud Gadegaard, Leo Møller og Irene Clemensen er på forsiden af denne hjemmeside, du læser på nu.

Møde i Idrætsarkivet 1980. Det er Knud Gadegaard forrest til venstre med ryggen til

De tre var efter sigende kun 5 minutter om, at beslutte sig for at starte Idrætsarkivet. Baggrunden var, at man ville bevare det store materiale, der var efter UL 83, for at kunne bruge det igen til UL 87. Men den ene tanke tog hurtigt den anden. De tre kreative mennesker fik hurtigt tanken om at samle idræthistorien i Aalborg. De fik tilsagn fra mange sider til projektet, og 24. oktober 1983 startede Idrætsarkivet.

For at få et arkiv til at fungere skal der vises stor omhyggelighed og bruges administrative evner. Begge dele passede fint på Knud, og han blev Arkivets første formand. Det var under hans ledelse, at Idrætsarkivet startede. Andre hjalp til, og journalisten Eivind Samuelsen SAM fra Aalborg Stiftstidende skal nævnes her. Han lavede en lang række fremragende interview med tidligere idrætsudøvere. Disse samtaler udgør en skattet del af Arkivets samling i dag.

 

Arbejdsdag på Idrætsarkivet 1980. Fra venstre er det Gerda Schou, Leo Møller, Aage Schou, Knud Gadegaard, Aage Jacobsen og Irene Clemensen.

Arbejdsdag på Idrætsarkivet 1980. Fra venstre er det Gerda Schou, Leo Møller, Aage Schou, Knud Gadegaard, Aage Jacobsen og Irene Clemensen.

De tre ildsjæle havde set rigtigt. Der var et ægte behov for at tilbyde enkeltpersoner og klubber en mulighed for at aflevere deres minder fra idrætslivet. Minder der nu blev til arkivalier. Registreret og gemt for eftertiden.

Successen havde dog en bagside. På grund af den store tilstrømning af minder – arkivalier – havde Idrætsarkivet i de første år konstant pladsmangel. Det forhindrede ikke, at indsamlingen under Knuds ledelse fortsatte. Idrætsarkivet havde i de første år 3 adresser, og på den sidste af de 3, der var på 1. sal af Annebergvej 46, var gulvet ved at bryde sammen under vægten af de mange arkivalier.

Diplomet som Idrætsarkivet vandt i 1996

Diplomet som Idrætsarkivet vandt i 1996

I 1996 fejrede Dansk Idræts Forbund sin 100 års fødselsdag. Også i Aalborg blev begivenheden fejret. Dels med en idræts konkurrence og dels med en stor idrætsudstilling i Aalborghallen. For Idrætsarkivet med Knud i spidsen blev det en stor succes. Arkivet blev simpelthen kåret til udstillingens bedste stand. Jeg tror ikke, at den store succes kunne gentages i dag. Det bevarede materiale fra udstillingen dokumenterer et omfattende arbejde i forbindelse med udstillingen. Prisen for udstillingen var 103.605,75 kr. 1996 kroner, og det gør også, at det ville blive svært i dag at gentage successen.

Idrætsarkivets medlemmer modtager i 1996 diplom for bedste udstilling af Ernst Trillingsgaard i midten. Fra venstre er det Leo Krogh, Christian Gaihede, Knud Gadegaard og Svend Svendsen, der bærer t-shirt med udstillingens logo.

Udover udstillingen udgav Idrætsarkivet under Knuds ledelse også flere bøger om idrætten i Aalborg. Bøger der alle har høj historisk værdi, og som er aktuelle endnu.

Efter 20 som formand på Idrætsarkivet sluttede Knud i 1999 sin idrætsgerning. Som tak for den lange indsats – ialt 50 år – blev Knud udnævnt til æresmedlem i SIFA. Han er det første æresmedlem, som ikke har været med i bestyrelsen for SIFA.

 

Knud Gadegaard til venstre udnævnes af SIFAs formand Henrik Jensen til æresmedlem 1999.

Knud Gadegaard til venstre udnævnes af SIFAs formand Henrik Jensen til æresmedlem 1999.