link

Ny hjemmeside

Du sidder nu og læser på Idrætshistoriske Samlings nye hjemmeside. Vi synes, at resultatet er blevet flot, og vi håber, at mange brugere må få glæde af den i fremtiden.

Selv om det er sørgeligt, så vil vi fortælle, hvorfor vi har fået en ny hjemmeside.

Det har vi, fordi den sidste hjemmeside simpelthen blev hacket. Ikke bare lidt hacket, men total lavet til fars uden mulighed for at bruge noget af den igen.

Det var en sort dag, fordi vi dvs. Christian havde brugt mange kræfter på at få den up to date. Han var netop blevet færdig nogle få dage forinden, og vi var meget glade for resultatet, men så gik Jorden under. Det føltes næsten sådan.

I lang tid var der ingen der havde lyst eller mod på at bruge tid på en ny for hvad nu hvis…? Vi er alle frivillige, og har ikke ubegrænset midler (tid og penge) til rådighed for en ny hjemmeside.

Ved noget der måske kan ligne en tilfældighed, faldt snakken om den gamle hjemmeside og dens endeligt en dag, hvor Sifas næstformand Tem Frank Andersen var tilstede. Tem, som underviser på Universitet, mente, at han havde et par studerende, som formedelst gode ord og lidt betaling nok kunne hjælpe os.

Resultatet af den hjælp er det du sidder og læser i lige nu. Fuldt professionelt har Morten og Dennis skabt denne hjemmeside. Vi synes, at det er blevet flot, og glæder os til fremover at få mange besøg på siden fordi, den bl. a. også har nogle gode links til andre af vore samarbejdspartnere herunder især

Arkiv.dk

 Arkiv.dk er en hjemmeside, som går i luften 20. februar 2015.

Det bliver en søgemaskine til næsten alle lokalarkiver og mange specialsamlinger i Danmark herunder også Idrætshistorisk Samling.

Det bliver muligt at søge på fotos i, hvad der intet mindre er Danmarks største fotoalbum med ca. 22 mio. fotos.

Det bliver ligeledes muligt at søge på indhold i de arkiver og samlinger, som er medlem af Arkibas, og det er de fleste i Danmark. Hermed bliver det f. eks. muligt at søge på Idrætshistorisk Samling, hvor man udover ca. 5.000 fotos fra 1880’erne og frem, kan søge på indhold i flere hundrede nuværende og tidligere klubber. Vi har også registreret mange – vi har ikke talt dem – personer. Måske over 3.000 tidligere og nuværende sportsfolk fra Aalborg og omegn. Ikke alle kendte men alle har de dyrket en eller anden idræt i deres liv.

OL 1924 – Boksning fjervægt Hans Nielsen mod Argentineren

Inden Hans Nielsen kom til finalen i fjervægt, havde han besejret Rodriques fra Chile, Savignac, Frankrig, Haakon Hansen, Norge og Boylstein, USA.

Finalekampen blev af de fleste sportsjournalister betegnet som Legenes bedste boksekamp, og Hans Nielsen kom senere på en liste med de bedste boksere i Verden på denne tid.

Gongongen lyder og udløser en serie drabelige sving fra Copellos side. Hans Nielsen løber ind i et par stykker af dem. Argentinerne, der har taget plads tæt ved ringen udstøder nogle uforståelige hyl, som Hans Nielsen straks besvarer med to gange lige venstre, der begge ”sidder”. Så rammer han med en ren højre. Copello svarer med fire forskellige sving mon danskerens krop, den var der nemlig ikke, da stødene skulle sidde der. Så pludselig sker der noget som bringer bokseeksperterne i ekstase og skaber tavshed i den argentinske lejr. Copello løber ind i et par solide danske uppercuts. Bifaldet bruser op mod danskeren, der tydeligt er populær. Så lyder gongongen. Argentineren har i hvert fald kikset mest, medens scoringen nærmest må betragtes som lige.

Pausen skal udnyttes. Holger Hansen, der er i Hans Nielsens hjørne, har travlt. Svampen, håndklædet og gode dessiner – intet må forsømmes. Der arbejdes febrilsk. Luft, luft og atter luft er bokserens ubønhørlige krav. Det kostbare minut er allerede gået. Gongongen lyder. Igen står de to boksere over for hinanden, rede til at give og tage.

Copello angriber atter som en lille tiger, to lige venstre får han ind, så glider den behændige dansker til side for endnu et par stykker og rammer lige venstre hook, uppercut, infightning. Her har Hans Nielsen det bedste arbejde. Copellos landsmænd øjner faren og råber, som om de skal overdøve havets brænding. En lige venstre og et venstre hook rammer danskeren. Det ser ikke godt ud. Bag argentinerens stød er der snert og kraft. Men rollerne skifter hurtigt. Nu er det Hans Nielsens tur. Med en fart der gør det vanskeligt at se stødene, serverer han to lynhurtige lige venstre. Argentineren forsøger at svare, men kikser og søger infight, der åbenbart er hans force. Copello glider. Hans Nielsen vejrer en chance, og nu er det danskernes tur til at juble. Et sandt bombardement af slag fra alle vinkler må argentineren tage imod. Dennes landsmænds skræpper op, som om det var dem, der var udsat for den hårdhændede behandling. Og nu har danskeren paraderne oppe. Tilråbene har haft en stimulerende virkning på argentineren, der slutter omgangen med at score to lige venstre. Omgangen går dog stort til Hans Nielsen.

For sidste gang lyder gongongen. Det første minut er en tro kopi af de to foregående omgange. Copello angriber som rasende, medens Hans Nielsen bokser klogt og beregnende på retræten. Argentineren får en opsang af sine landsmænd. Den truer med at sprænge trommehinderne. Hele det argentinske temperament bryder ud i lys lue. Hvor er Idrætshusets publikum hjemme dog nogle herlige rolige mennesker. Men det er som om Hans Nielsen siger til sig selv: Jeg skal vise dem noget andet. Han dukker for argentinerens sving og stød og scorer; men danskerne sidder med hjertet oppe i halsen: Et knebent overskud i points kan nemlig blive til et nederlag i Velodrome d’Hiver, det ved begge parter i ringen også. Og Copello skal i hvert fald indhente det, han satte til i anden omgang. Igen er der infight, argentineren har åbenbart fundet ud af, at her er han danskerens ligemand, ja måske endda en kende bedre. Danskerne råber til deres landsmand, at han skal bokse ham på afstand, men hvad nytter det, når modstanderne ikke vil? Nu lyder gongongen. Omgangen er en smule i Copellos favør; men det skulle ikke være nok til at opveje Hans Nielsens store overskud i anden omgang. Spændingen er stor. Og så går Hans Nielsens farver til vejrs. Danmark har verdens bedste letvægtsbokser. Dannebrog går til tops, og musikker spiller ”Kong Christian”. Melodien er ikke helt, som vi lærte den i skolen; men man nikker dog genkendende til dens strofer. Alle rejser sig. Danmark har vundet sin første Olympiske guldmedalje.