Frank Pedersen – Aalborg Roklub

Denne artikel er til dels skrevet ud fra en artikel, som Peter Laubek har skrevet om legenden Frank Pedersen i anledning af Aalborg Roklubs 125 års jubilæum. En meget velskrevet artikel der kommer fint rundt om Frank.

Og hvem og hvad var så legenden Frank Pedersen? Exceptionel, usædvanlig originalitet, ro-professoren, admiralen, modstander af det middelmådige, søgte det perfekte og det ideelle, organisator, kulturindpisker, særprægede personlighed, fanatiker m.m.

Det er blot nogle få af de tillægsord, der kan hæftes på Frank.

Frank Pedersen blev født på Christiania i februar 1921. Han blev udlært som guldsmed. Det skulle dog ikke blive hans faglige livsbane. Som fingernem og dygtig håndværker, var det naturligt, at han blev finmekaniker med eget firma, der reparerede kontormaskiner før EDB alderen.

Frank Pedersen stående 1998. Fra venstre C. F. Støckel, O. Thomsen, H. Hejlesen og P. E. Ehlers

Han kom til Aalborg Roklub i 1956. Før den tid var han medlem af roklubben Skjold i København. Her blev han træner fra 1943 – 1946. Han flyttede kort til Norge efter krigen, og blev helt naturlig træner deroppe. Først i roklubben i Ormsund og derefter Drammen. I 1947 vendte han tilbage til Skjold i København, og blev træner/kaproningschef fra 1947 til 1956. Han belønnedes med Roklubben Skjolds ærestegn i 1955.

I 1956 er han så i Aalborg. Her blev han til sin død i 2004. I de 48 år, han var i Aalborg Roklub, gjorde han en forskel, som nok beretter til tillægsordet legende.

Frank Pedersen bag ved pokalen i lys jakke ved navngivning af båd i 1956.

Først og fremmest så var han i ordets helt rigtige betydning en ildsjæl. Tillægsordet fanatiker er hans eget udtryk. Han ville det perfekte. Han ville, at når folk skulle ro kaproning, så skule de gøre det fuldstændig korrekt. Hvis de unge kaproere ikke gjorde, som han sagde, så fik de en regulær skideballe, der ikke efterlod nogen tvivl. Efter hans mening så præsterer de fleste en katastrofal roning og en amatøragtig behandling af det smukke og skrøbelige bådmateriel. En behandling der i mange tilfælde nærmer sig misrøgt og hærværk. “Hvis man ikke lærer at ro ordentlig, så går man glip af den store glæde ved rosporten.” Et citat fra Frank, der fortæller, hvad hans mål var. Glæde ved rosport.

I 1958 blev Frank rochef i klubben. Det var samtidig en plads i bestyrelsen. Fra 1960 til 1966 måtte han på grund af sit civile arbejde midlertidig opgive ledelsesarbejdet i Aalborg Roklub. I 1966 var han tilbage som træner, og han deltog i ledelsesarbejdet i klubben på forskellige poster frem til 2003. Han havde flere titler, men kaproningen var det, han brændte for. Og det var det, han blev belønnet for.

Han skrev et lidt skarpt indlæg i Aalborg Roklubs 85 års jubilæumsskrift i 1986. Her gør han op med sport contra idræt i roning. Han mente, at det ikke var rigtigt at kalde roning for rosport, for sport var efter hans mening konkurrence. Idræt så han mere som motion. “Romotion – er go’ motion.” Den form for roning kaldte Frank for “legemsbevægelse.”

Problemet i roklubberne var nok det, at kun ca. 3 ud af 100 medlemmer i en roklub dyrkede kaproning. Frank argumenterede for, at kaproning blev et fag, man skulle lære. F. eks i 3 år og derefter se, om mulighederne var der for at gå videre. Men han erkendte, at netop stoffet til kaproning bare bliver større og større, jo mere man lærer. Han sluttede af med at konstantere, at mængden af stoffet gør, “at det bliver faktisk umuligt at indhente.”

Men han gav aldrig op i forsøget på at lære, de kaproere han trænede, den sublime teknik.

Det blev altså også belønnet resultatsmæssigt.

Frank Pedersen forrest træner landsholds otteren 1976

Det var ikke alle kaproere i klubben, der vandt et DM. Men det blev til mange sejre, ved de forskellige regattaer klubben deltog i. Ture, der på mange måder, blev til minder for livet for deltagerne, takket være Franks væremåde.

Frank blev dog DM to gange. Begge gange i toer med styrmand. Første gang med Skjold i 1943, og anden gang som styrmand i 1992 for Aalborg Roklub. 49 år i mellem de to mesterskaber. Kampvægt stadig 52 kg.

I 2000 vandt han i en alder af 79 år veteran VM i firer med styrmand. Frank var igen styrmanden.

i 1972 blev han udtaget af SIFA til det hold, som SIFA sendte til OL 1972. Turen skulle ses som en tak til de idrætsledere, der havde gjort et stort arbejde for idrætten i Aalborg. Holdet blev senere kendt som Münchenholdet. Et hold der efter hjemkomsten holdt og holder sammen.Holdet er dog stærkt decimeret her i 2015.

Frank Pedersen i mørk jakke til venstre lidt i baggrunden med Münchenholdet 1992.

Frank Pedersen i mørk jakke til venstre lidt i baggrunden med Münchenholdet 1992.

I 1979 blev der i Aalborg Roklub efter et bestyrelsesvalg enighed om at stille spørgsmål til klubbens fremtid. En person gjorde opmærksom på, at det ikke var muligt for børn at lære at ro, og at det derfor kunne være vanskeligt at få fat i de unge før de fik andre interesser.

Ideen blev straks grebet, og et udvalg til opstart af minironing blev nedsat. Ikke uventet kom Frank ind i det udvalg. Han har måske haft den tanke, at så kunne han da lære børnene at ro ordentligt fra starten. Da alle, der hørte om ideen med børneroning (10-14 år), var positive, var det ikke et spørgsmål om hvad men hvordan. Der blev udviklet en helt ny bådtype til børneroningen. En bådtype der i 1986 var enestående i Verden. Båden, der blev udviklet til børneroningen, var perfekt. Det gode resultat skyldtes, at Frank havde en kompromisløs holdning til, hvad roning er, og hvordan materiellet skal se ud

Frank Pedersen forrest til venstre ved en af de special lavede både til mini roning ca. 1983.

Frank Pedersen forrest til venstre ved en af de special lavede både til mini roning ca. 1983.

Frank var træner for minironingen, til han ophørte med arbejdet i klubben ca. 2003.

Men ikke kun kaproning i Aalborg Roklub optog ham. Han var en af dem, der tog initiativ til, at samarbejde med Roklubben Ægir på kapronings fronten.

I 1959 var han også med til at genoplive Aalborg Regattaen, der havde ligget underdrejet i nogle år. Den blev i de næste mange år en stor succes. Selv om regattaen senere kolliderede datomæssigt med DFfR (3. lørdag i september), så var den i mange år trækplaster blandt roerne i Danmark. Således var der i 1991 tilmeldt 689 roere i 202 både fra 29 roklubber. En gedigen succes for blandt andre Frank.

Desværre er Aalborg Regattaen, som vi kendte den før, ophørt med at eksistere.

Kaj Munk overrækker præmie ved Aalborg-Regattaen 1963. Holdet bestod af cox Hans Jensen, Svend E.Tideman, Martin Granding, Jens Fauerholdt og Henrik Lyng.

Udover roningen var Frank meget kulturel interesseret. Han kunne i timevis fortælle om næsten alt, når kaproerne var til regatta. Han var specielt interesseret i idrætshistorie. Jeg begyndte i 2000 på det, der dengang hed Idrætsarkivet. Frank kom der næsten altid hver onsdag. Jeg følte, at han var virkelig interesseret i, hvad vi lavede på Arkivet. Aldrig gik han forbi uden at spørge ind til, hvad man sad og lavede. Mange gange, når han kom onsdag eftermiddag til kaffe, medbragte han ting fra roklubben, som han syntes skulle bevares. Frank bærer en stor del af æren for, at netop Aalborg Roklub er så godt repræsenteret på det, der nu hedder Idrætshistorisk Samling. Det endte da også med, at Frank blev tilknyttet som medarbejder på Idrætsarkivet. Desværre alt for kort tid.

 

En glad og stolt Frank Pedersen får Dansk Idræts Forbunds ærestegn i 2002. I midten Aalborg Roklubs formand Gregers S. Gregersen. Til højre bestyrelsesmedlem i DIF tidligere mestersvømmer Benny Nielsen

En glad og stolt Frank Pedersen får Dansk Idræts Forbunds ærestegn i 2002. I midten Aalborg Roklubs formand Gregers S. Gregersen. Til højre bestyrelsesmedlem i DIF tidligere mestersvømmer Benny Nielsen

Udover Skjolds ærestegn i 1955 fik Frank Dansk Forening for Rosports DFfR ærestegn i 1974. Han blev æresmedlem i Aalborg Roklub 1986. DFfRs Poul Madsens pris 1993. SIFAs Årets Idrætsleder ligeledes i 1993, og i 2002 Dansk Idræts Forbunds Æresnål. Han har fået roerstatuetten i 1962 og 1976.

En stolt Frank Pedersen til  højre med pokalen efter DM i 1992. De to roere til venstre er Anders Larsen og Jacob Nielsen.

En stolt Frank Pedersen til højre med pokalen efter DM i 1992. De to roere til venstre er Anders Larsen og Jacob Nielsen.

Frank var syg en del år inden sin død. Det var ikke noget, vi mærkede til før til sidst. Hans barnebarn forærede ham en bog, hvori han kunne skrive sin sidste vilje med hensyn til døden og begravelsen. Efter nogen overtalelse skrev han i den, og det blev også en stor oplevelse, for os der var tilbage. Man kunne have undt ham, at han havde oplevet hvor mange, der kom til hans begravelse, fordi de holdt af ham.

En junidag i 2004 styrede han sin sidste båd ud østen for solen og vesten for månen.

Frank Pedersen er død.

Legenden lever.

 

Frank Pedersen som vi vil huske ham.

Frank Pedersen – Legenden – som vi vil huske ham.

 

 

 

 

 

 

 

ERIK SIMONSEN AALBORG FODSPORTS FORENING AFF.

En af de største terræn- mellem- og langdistanceløber AFF har haft, var Erik Simonsen.

En beskeden hjælpsom idrætsmand som alle i AFF kendte fra slutningen af 1920erne til hans død i 2001. Det kan være svært at skrive om Erik, idet det hurtigt kan komme til at lyde pralende med alle de sejre, han fik gennem tiden. Men der var intet pralende over Erik. Beskeden og aldrig en dårlig undskyldning. Lidt senere i karrieren, hvor Kaj Hansen dukker op i AFF, løber han altid for klubben, og uselvisk lader han Kaj vinde. Ja måske kunne han ikke slå Kaj i spurten, men de to løb altid sammen for klubben. Så meget at de fik tilnavnet “tvillingerne.”

Kaj Hansen og Erik Simonsen "side by side" til Kildeløbet. Et år løb de sammen over mållinien og delte . pladsen.

Kaj Hansen og Erik Simonsen “side by side” til Kildeløbet. Et år løb de sammen over mållinien og delte 1. pladsen.

Erik blev født 5. august 1915 som den ene af tvillinger i en familie, som næsten var synonym med AFF. Han siger selv på et tidspunkt, at de var 8 børn. 6 drenge og 2 piger. Alle på nær en blev medlem i AFF. Når man læser om Erik, så støder man på navnet Simonsen mange gange. Jeg kan blot nævne Hilding, Gustav, Viliam, Hans, Hugo, Arnold, Frithiof, Ester og Hilma.

Han nåede at være medlem af AFF i mere end 70 år. Det betyder, at han blev meldt ind i klubben som 14 – 15 årig. Hans navn dukker først op i klubbens optegnelser omkring 1932. I 1933 nævnes han første gang i forbindelse med en sejr, og det er 1. pladsen i B klassen til Kildeløbet. Samme år bliver han nr. et i B klassen til Riisskovløbet og nr. 10 i Nørresundby Byløb. Hvad der skulle vise sig, at blive en enestående karriere var begyndt.

 

Erik Simonsen kommer i mål i Kildeløbet 1934.

Erik Simonsen kommer i mål i Kildeløbet 1934.

Allerede i 1934 bliver han ny klubmester i terrænløb. Terrænløb var i en lang årrække meget populære både hos løberne men også hos tilskuerne. Det var en lidt anden løbestil, der blev brugt, for ruten kunne byde på både stigninger og blødt terræn, der vanskeliggjorde løbet. Samme år er han på klubbens A hold til Kildeløbet. I 1935 har han klubbens bedste tider på 2 – 3 – 5 og 10 km. løb. Det år blev han også nr. 2 i en 10 km. kapgangs konkurrence.

1936 bliver året, hvor han får sit første JM i terrænløb. Han vinder Vegetana Pokalen og sætter klubrekorder i de 4 terrænløb, han deltager i. 1937 viser kun, at fremgangen på ingen måde er ovre. Han sætter igen 4 rekorder, får et JM i 5 km. og bliver nr. 2 til DM i 5 og 10 km. Som belønning herfor udtages han til atletiklandsholdet. Hans første af 8 udtagelser.

Erik Simonsen vinder Nørresundby Byløb 1937.

Erik Simonsen vinder Nørresundby Byløb 1937.

Ikke alle løb ender dog som planlagt. Eyvind Samuelsen SAM fra Aalborg Stiftstidende fortæller: “Erik førte løbet, men han tog fejl af ruten og trak hele førefeltet med sig. En klump bagved havde ikke kontakt til førefeltet, og løb derfor rigtigt. Resultatet blev, at nr. 11 blev nr. 1. Erik ærgrer sig stadig.”

1938-39 og 40 viser stor stabilitet med gode resultater både ved JM og DM. I 1941 dukker Kaj Hansen op og overtager førstepladsen ved nogle af de traditionsrige løb, som Erik havde vundet tidligere. Han sætter det år dog personlig rekord på både 1000 m. og 5 km.

1942 er måske et stille år for Erik. Han bliver ikke nævnt i klubbens optegnelser udover, at han modtager den Blå Nål, som uddeles til de AFFer, som har gjort et stort stykke arbejde for klubben.

1943 derimod er året, hvor der hentes placeringer. Ved JM bliver han nr. 2 på 1000 m., 2 – 3 og 5 km. Han vinder 10 og 20 km. samt 4 x 1500 m. stafet. Han har nu 20 JM og 1 DM.

Der begynder at tegne sig et mønster for Eriks “løbebane”. Han er på det tidspunkt og en del år frem i tiden bedst på 10 og 20 km. distancen. Han er på tale til OL i London 1948. Men han blev ikke udtaget. Jeg har ikke kunnet se, hvorfor han ikke blev udtaget.

Efter en meget lang forlovelse med Henny på grund af boligsituationen, gifter de sig i 1948. De nåede således at være gift i 53 år, inden Erik døde i 2001. Sammen fik de en pige Inge. Erik arbejdede som automekaniker.

Selv om han ikke kom til OL i 1948, fortsatte Erik ufortrødent sin karriere og fik flere mesterskaber i 10 og 20 km. I 1951 vinder han sit mesterskab nr. 50. Det er både DM og JM. De fleste på langdistancerne. I forbindelse med mesterskab nr. 50 skriver formanden for Jysk Atletik Forbund Svend E. Andersen: “Erik har med sit mesterskab nr. 50 indskrevet sig med flammeskrift i dansk atletik”.

Hans store træningsflid og mange mesterskaber gjorde, at han i 1952 efter en 2. plads ved DM i Marathon blev udtaget til OL i Helsingfors.

OL ilden kunne ikke, som Den Olympiske Komite havde ønsket det, løbe gennem Østeuropa. På grund af de politiske spændinger mellem øst og vest havde Stalin forbudt løbet fra Grækenland gennem Østeuropa til Helsingfors.

I stedet blev Ilden fløjet fra London til Aalborg,  der skulle være startstedet for løbet med Ilden til Helsingfors.

Erik fik som den første lov til at løbe med Ilden, da den kom over fjorden til Aalborg. Andre fra AFF var Kaj Hansen der løb 3. tur i Aalborg og Svend Svendsen, der løb et stykke med Ilden næste dag ud af Aalborg

 

Svend Svendsen løber med OL Ilden ved Ellidshøj 1952.

Svend Svendsen løber med OL Ilden ved Ellidshøj 1952.

Ved Marathon konkurrencen i Helsingfors fik Erik en beskeden 42. plads, men han blev bedste dansker, idet indehaveren af DM titlen blev nr. 48. Deltagelsen ved OL gjorde et stort indtryk på Erik. Særlig, skriver han, at bruset fra de 80.000 tilskuer på stadion gjorde et stort indtryk.

I 1953 blev Erik opereret for blindtarms betændelse. Herefter er der stille omkring ham. Han løber, men vinder ikke noget særligt.

I 1958 melder han ud, at han ikke vil løbe for klubben mere. Hans deltagelse i konkurrence løb, siger han selv, gik fra 1934 – 1954. Altså 20 år på topplan. At det var topplan, kan der vist nok ikke stilles spørgsmålstegn ved. I 1986 er der i AFFs klubblad en Alle Tiders Bedste liste. Her har Erik stadig førstepladserne på 10 – 20 km. samt Marathon. 2. pladsen på 5 km. 2. pladsen på 4 x 1500 m. stafet 3. pladsen på 2 km. 4. pladsen på 3 km. og 10. pladsen på 1500 m. Ialt 8 klubplaceringer på listen over alle tiders bedste.

 

Erik Simonsen 67 år løbetræner en vinterdag i 1982.

Erik Simonsen 67 år løbetræner en vinterdag i 1982.

Til AFFs 75 års jubilæumsbog fortæller Erik, at han stadig er motionsløber. Det så ellers skidt ud en overgang, for i en firmafodboldkamp midt i 60’erne fik han knust et fodled. Han kom dog igang igen med at løbe, da motionsbølgen ramte Danmark i 70’erne. Det resulterede bl. a. i to 1. pladser i aldersgruppen 60 år i Limfjordsløbet 1975 og 1976. Det sidste løb, jeg har fundet, var fra 1989, hvor han på Hvidovre Stadion vandt 800 m. løb ved veteran DM. Han var da 74 år.

Selv mener han, at han har omkring 80 mesterskaber inklusive veteranmesterskaber. Han var 8 gange på landsholdet i atletik. Alt dette førte til, at han i 80’erne blev æresmedlem i AFF og i 2000 blev han hyldet med Dansk Atletik forbunds belønningsmedalje.

 

Erik Simonsen efter han har fået sin medalje i 2000.

Erik Simonsen efter han har fået sin medalje i 2000.

Desværre fik han ikke lang tid til at glæde sig over medaljen. Han døde i 2001 efter mere end 70 års medlemsskab i AFF.

 

 

 

 

 

JØRN “SAIMON” ANDERSEN

Vejgaard Boldspilklub VB har et medlem, som her i 2015 har været med i 70 år

Et medlem vel at mærke som ikke bare har været passiv. Nej han har i alle årene været aktiv. Selvom han er født i 1934, er han stadig et aktiv for VB i en alder af 81 år. En ægte Vejgaard dreng.

Hvis man siger Jørn Andersen fra VB, så er det nok kun nogle af de ældre, der genkender navnet. Men siger man Saimon, så tror jeg, at langt hovedparten af medlemmerne i VB ved, hvem der er tale om. Hvor kommer så navnet Saimon fra? Her skal oplyses, at som alle kan se på det første billede til denne artikel, så var Saimon i sine unge dage en flot fyr. Saimon fortæller selv om navnet: “Der var en operette forestilling, hvor første elskeren hed Sigismund. Det var et navn, folk begyndte at kalde mig. På et tidspunkt så har Eivind Samuelsen SAM fra Aalborg Stiftstidende nok syntes, at det var for svært at skrive, så han skrev i stedet Saimon. Navnet må have været nemmere for folk at huske og sige, for jeg har hedet det lige siden.”

Saimon og selvfølgelig hans tvillingesøster Karen blev født den 22. februar 1934. Han blev i 1945 indmeldt i VB. I 1954 blev han gift med Britta. Det er han stadig. En stor karriere ventede i VB og et langt ægteskab med Britta ligeså. De fik 2 børn, en dreng og en pige.

Men fodbold det skulle der spilles. Og Saimon viste hurtigt, at han havde talent for spillet. Det er så ikke helt rigtigt, for han startede faktisk både med fodbold og håndbold. Han spillede i håndboldklubben Star.

I midterste række til højre ses Saimon på håndboldhold hos Star i 1951

I midterste række til højre ses Saimon på håndboldhold hos Star i 1951

Talentet var nok mest til fodbold, og Saimon fik en lang karriere på VBs førsteholdet. Han var blandt meget andet med til at spille VB op i Jyllandsserien i 1956.

 

VBs hold der rykkede op i Jyllandsserien 1956. Saimon er i bageste række spiller nr. 2 fra venstre.

VBs hold der rykkede op i Jyllandsserien 1956. Saimon er i bageste række spiller nr. 1 fra venstre.

I 1959 havde han 100 kamps jubilæum. Det var i en kamp mod Brande, som var et divisionshold,  men VB tabte 0 – 2. Der er intet referat om, hvordan Saimon klarede sin højre bak position. Det var ikke altid, han spillede højre bak. Han var også fremragende på højre wing. Han var nu bedst, når bolden var nede på jorden. Det med hovedstød var ikke hans stærke side. Saimon har altid været bedst til at bruge indersiden af hovedet.

Billedet viser ikke Saimon, der header. Men det kunne godt have set sådan ud.

Tegningen viser ikke Saimon, der header. Men det kunne godt have set sådan ud.

Ikke kun på græs var Saimon populær. I slutningen af 50erne og begyndelsen af 60erne var indefodbold i Aalborghallen meget populært. VB bidrog til populariteten ved at spille et underholdende spil, som blev belønnet med, at VB i 1959 vandt det Nordjyske Mesterskab i Indefodbold med Saimon på holdet. Frederikshavn var også med, og en ung Harald Nielsen scorede 28 af Frederikshavns 40 mål. VB scorede 48 mål. I 1962 vandt VB også først Nordjyske Mesterskab og derefter også DM i indendørs fodbold. Men nu var Saimon ikke mere på holdet.

Efter at have spillet omkring 150 kampe (142?) på førsteholdet valgte Saimon at stoppe som aktiv. Altså kun som aktiv spiller, for i 1963 blev han indvalgt i bestyrelsen som menigt bestyrelsesmedlem, hvorefter hans meget lange karriere som leder m.v. startede. I 1963 blev han kasser i bladudvalgt. I 1966 skiftede han kasserposten i bladudvalget ud med kasserjobbet i klubben. Saimon blev en populær kasser. Et referat fra en generalforsamling omtaler Saimon som: “Det reviderede regnskab blev oplæst af vor populære kasserer, Jørn Andersen.” På generalforsamlingen i januar 1973 måtte Saimon opgive kasserposten, da han skulle på et længer varende kursus for sit arbejde. Han fortsatte dog som menigt bestyrelsesmedlem. I 1976 blev han ikke genvalgt til bestyrelsen, men han blev valgt ind i junior- og ynglingeudvalget. Det skyldtes sikkert, at Saimon og  Brittas søn Steen, som spiller i VB, nu var 16 år og et stort fodbold talent.

Far og søn 1972

Far og søn 1972

Helt uden kontakt med penge var han ikke. Han var med i VBs Spareforening. En forening der igennem årene har bidraget med meget store beløb til VB. Derudover var han også annoncesælger for klubbladet.

Sammen med Jørgen Brix var Saimon rejseleder for VBs ynglinge, der var regerende danske mestre, på en tur til Holland. Det var en stor turnering med ca. 140 hold. 1. præmien var en rejse til USA for 15 deltagere. Efter en spændende turnering vandt VBs ynglinge turneringen. Herefter var det rejsen til Amerika. Også på den tur var Saimon med som rejseleder, og Steen som spiller. Det blev også en stor succes i USA. VB tabte kun en kamp, og det var til et professionelt hold.

Efter hjemkomsten fra USA forlod Steen VB og meldte sig ind i AaB, hvor han fik en lang karriere som centerforward på 1. holdet. Det var imidlertid også ensbetydende med, at Saimon forlod junior- ynglingeudvalget. Men han var stadig medlem af indefodboldudvalget. Og sekretær i Spareforeningen. Og annoncesælger for bladet. Og Vejgaard Byfest. Og Idrætshistorisk Samling. Og jeg har sikkert ikke alt med.

Bestyrelsen i VB Spareforening. Saimon ses helt til højre.

Bestyrelsen i VB Spareforening. Saimon ses helt til højre.

I 1984 var Saimon med til at starte VBs initiativforening. Det er en forening, der gennem forskellige initiativer skal skaffe penge til klubben. Også her kom Saimon i bestyrelsen som kasser.

Bestyrelsen i VBs Initiativforening. Saimon er nr. to fra venstre.

Bestyrelsen i VBs Initiativforening. Saimon er nr. to fra venstre.

Saimon uddeler præmier efter indefodboldstævne. Indefodbold var en specialitet for Saimon.

Saimon uddeler præmier efter indefodboldstævne. Indefodbold var en specialitet for Saimon.

For sin indsats for VB er Jørn Saimon Andersen igennem årene blevet hædret med mange udmærkelser. Hvilken der er den største, er det kun ham selv, der ved. I 1993 blev han æresmedlem af VB. Derudover er han blevet tildelt JBUs sølvnål i 1975. DBUs sølvnål i 1985. Otto Barsteds Mindepokal i 1980. Svend Aaens Mindepokal i 1990. Dragsbæks Idrætslederpris i 2000.

Hvis der er en “humørpris”, så er Saimon en oplagt kandidat til den. Utallige er de gange, han har underholdt med sit helt specielle harmonikaspil. Altid med et smil, og så vidt jeg ved altid gratis.

Saimon spiller til Idrætshistorisk Samlings Veteranfest.

Saimon spiller til Idrætshistorisk Samlings Veteranfest.