Archive for month: februar, 2015

Denne artikel er til dels skrevet ud fra en artikel, som Peter Laubek har skrevet om legenden Frank Pedersen i anledning af Aalborg Roklubs 125 års jubilæum. En meget velskrevet artikel der kommer fint rundt om Frank.

Og hvem og hvad var så legenden Frank Pedersen? Exceptionel, usædvanlig originalitet, ro-professoren, admiralen, modstander af det middelmådige, søgte det perfekte og det ideelle, organisator, kulturindpisker, særprægede personlighed, fanatiker m.m.

Det er blot nogle få af de tillægsord, der kan hæftes på Frank.

Frank Pedersen blev født på Christiania i februar 1921. Han blev udlært som guldsmed. Det skulle dog ikke blive hans faglige livsbane. Som fingernem og dygtig håndværker, var det naturligt, at han blev finmekaniker med eget firma, der reparerede kontormaskiner før EDB alderen.

Han kom til Aalborg Roklub i 1956. Før den tid var han medlem af roklubben Skjold i København. Her blev han træner fra 1943 – 1946. Han flyttede kort til Norge efter krigen, og blev helt naturlig træner deroppe. Først i roklubben i Ormsund og derefter Drammen. I 1947 vendte han tilbage til Skjold i København, og blev træner/kaproningschef fra 1947 til 1956. Han belønnedes med Roklubben Skjolds ærestegn i 1955.

I 1956 er han så i Aalborg. Her blev han til sin død i 2004. I de 48 år, han var i Aalborg Roklub, gjorde han en forskel, som nok beretter til tillægsordet legende.

Først og fremmest så var han i ordets helt rigtige betydning en ildsjæl. Tillægsordet fanatiker er hans eget udtryk. Han ville det perfekte. Han ville, at når folk skulle ro kaproning, så skule de gøre det fuldstændig korrekt. Hvis de unge kaproere ikke gjorde, som han sagde, så fik de en regulær skideballe, der ikke efterlod nogen tvivl. Efter hans mening så præsterer de fleste en katastrofal roning og en amatøragtig behandling af det smukke og skrøbelige bådmateriel. En behandling der i mange tilfælde nærmer sig misrøgt og hærværk. “Hvis man ikke lærer at ro ordentlig, så går man glip af den store glæde ved rosporten.” Et citat fra Frank, der fortæller, hvad hans mål var. Glæde ved rosport.

I 1958 blev Frank rochef i klubben. Det var samtidig en plads i bestyrelsen. Fra 1960 til 1966 måtte han på grund af sit civile arbejde midlertidig opgive ledelsesarbejdet i Aalborg Roklub. I 1966 var han tilbage som træner, og han deltog i ledelsesarbejdet i klubben på forskellige poster frem til 2003. Han havde flere titler, men kaproningen var det, han brændte for. Og det var det, han blev belønnet for.

Han skrev et lidt skarpt indlæg i Aalborg Roklubs 85 års jubilæumsskrift i 1986. Her gør han op med sport contra idræt i roning. Han mente, at det ikke var rigtigt at kalde roning for rosport, for sport var efter hans mening konkurrence. Idræt så han mere som motion. “Romotion – er go’ motion.” Den form for roning kaldte Frank for “legemsbevægelse.”

Problemet i roklubberne var nok det, at kun ca. 3 ud af 100 medlemmer i en roklub dyrkede kaproning. Frank argumenterede for, at kaproning blev et fag, man skulle lære. F. eks i 3 år og derefter se, om mulighederne var der for at gå videre. Men han erkendte, at netop stoffet til kaproning bare bliver større og større, jo mere man lærer. Han sluttede af med at konstantere, at mængden af stoffet gør, “at det bliver faktisk umuligt at indhente.”

Men han gav aldrig op i forsøget på at lære, de kaproere han trænede, den sublime teknik.

Det blev altså også belønnet resultatsmæssigt.

Det var ikke alle kaproere i klubben, der vandt et DM. Men det blev til mange sejre, ved de forskellige regattaer klubben deltog i. Ture, der på mange måder, blev til minder for livet for deltagerne, takket være Franks væremåde.

Frank blev dog DM to gange. Begge gange i toer med styrmand. Første gang med Skjold i 1943, og anden gang som styrmand i 1992 for Aalborg Roklub. 49 år i mellem de to mesterskaber. Kampvægt stadig 52 kg.

I 2000 vandt han i en alder af 79 år veteran VM i firer med styrmand. Frank var igen styrmanden.

i 1972 blev han udtaget af SIFA til det hold, som SIFA sendte til OL 1972. Turen skulle ses som en tak til de idrætsledere, der havde gjort et stort arbejde for idrætten i Aalborg. Holdet blev senere kendt som Münchenholdet. Et hold der efter hjemkomsten holdt og holder sammen.Holdet er dog stærkt decimeret her i 2015.

I 1979 blev der i Aalborg Roklub efter et bestyrelsesvalg enighed om at stille spørgsmål til klubbens fremtid. En person gjorde opmærksom på, at det ikke var muligt for børn at lære at ro, og at det derfor kunne være vanskeligt at få fat i de unge før de fik andre interesser.

Ideen blev straks grebet, og et udvalg til opstart af minironing blev nedsat. Ikke uventet kom Frank ind i det udvalg. Han har måske haft den tanke, at så kunne han da lære børnene at ro ordentligt fra starten. Da alle, der hørte om ideen med børneroning (10-14 år), var positive, var det ikke et spørgsmål om hvad men hvordan. Der blev udviklet en helt ny bådtype til børneroningen. En bådtype der i 1986 var enestående i Verden. Båden, der blev udviklet til børneroningen, var perfekt. Det gode resultat skyldtes, at Frank havde en kompromisløs holdning til, hvad roning er, og hvordan materiellet skal se ud

Frank var træner for minironingen, til han ophørte med arbejdet i klubben ca. 2003.

Men ikke kun kaproning i Aalborg Roklub optog ham. Han var en af dem, der tog initiativ til, at samarbejde med Roklubben Ægir på kapronings fronten.

I 1959 var han også med til at genoplive Aalborg Regattaen, der havde ligget underdrejet i nogle år. Den blev i de næste mange år en stor succes. Selv om regattaen senere kolliderede datomæssigt med DFfR (3. lørdag i september), så var den i mange år trækplaster blandt roerne i Danmark. Således var der i 1991 tilmeldt 689 roere i 202 både fra 29 roklubber. En gedigen succes for blandt andre Frank.

Desværre er Aalborg Regattaen, som vi kendte den før, ophørt med at eksistere.

Udover roningen var Frank meget kulturel interesseret. Han kunne i timevis fortælle om næsten alt, når kaproerne var til regatta. Han var specielt interesseret i idrætshistorie. Jeg begyndte i 2000 på det, der dengang hed Idrætsarkivet. Frank kom der næsten altid hver onsdag. Jeg følte, at han var virkelig interesseret i, hvad vi lavede på Arkivet. Aldrig gik han forbi uden at spørge ind til, hvad man sad og lavede. Mange gange, når han kom onsdag eftermiddag til kaffe, medbragte han ting fra roklubben, som han syntes skulle bevares. Frank bærer en stor del af æren for, at netop Aalborg Roklub er så godt repræsenteret på det, der nu hedder Idrætshistorisk Samling. Det endte da også med, at Frank blev tilknyttet som medarbejder på Idrætsarkivet. Desværre alt for kort tid.

 

Udover Skjolds ærestegn i 1955 fik Frank Dansk Forening for Rosports DFfR ærestegn i 1974. Han blev æresmedlem i Aalborg Roklub 1986. DFfRs Poul Madsens pris 1993. SIFAs Årets Idrætsleder ligeledes i 1993, og i 2002 Dansk Idræts Forbunds Æresnål. Han har fået roerstatuetten i 1962 og 1976.

Frank var syg en del år inden sin død. Det var ikke noget, vi mærkede til før til sidst. Hans barnebarn forærede ham en bog, hvori han kunne skrive sin sidste vilje med hensyn til døden og begravelsen. Efter nogen overtalelse skrev han i den, og det blev også en stor oplevelse, for os der var tilbage. Man kunne have undt ham, at han havde oplevet hvor mange, der kom til hans begravelse, fordi de holdt af ham.

En junidag i 2004 styrede han sin sidste båd ud østen for solen og vesten for månen.

Frank Pedersen er død.

Legenden lever.