Starten på Aalborg Freja

/i , /af

Denne artikel er skrevet efter stifteren af Freja, Ejnar Petersens egen fortælling. Hans erindringer er nedskrevet af ham selv i foråret 1973. Der er ikke redigeret i beretningen, kun grammatiske fejl er rettet. De indsatte foto og tekst til samme er ikke fra artiklen, men indsat af Idrætshistorisk Samling.

Ejnar Petersen fortæller:

Jeg er født i Istedgade i Aalborg, og mit første møde med en fodbold skete i skoletiden. Jeg gik i Danmarksgades skole, hvor vi havde oversergent Bratten som gymnastiklærer. Foruden at vise os gymnastik kunne han føre os til badning i fjorden, men han havde ikke forstand på, hvordan man skulle spille fodbold, til trods for, at hans søn blev en dygtig målmand i “Chang”. Vi fik dog rørt benene og havde lyst til at spille. Det skete i Grusgraven ved Hobrovej, og når vi inden for en time skulle spadsere frem og tilbage fra skolen, blev der ikke ret lang spilletid – selv om vi ikke brugte tid på omklædning.

Frejas logo tegnet efter 1912.

Frejas logo tegnet efter 1912.

Efter skolen kom jeg i cigarmagerlære hos Obels fabrikker, og da fik jeg den tanke, at der måtte være jordbund for en fodboldklub i den store vestre arbejderbydel. Jeg samlede nogle af mine lærekammerater og kammerater hjemme fra gaden, og 1. maj 1912 startede vi. Af vor lille brogede flok havde de fleste kun de støvler, der brugtes til søndagstøjet – til daglig gik man i træsko. Vi havde ikke forældrenes udelte bevågenhed, fordi de ikke var interesserede i, at sønnernes fodtøj blev ødelagt af at sparke med tåen til en fodbold. Ingen af os havde i begyndelsen rigtige fodboldstøvler – det var en luksus. Vort adelsmærke var kammeratskabet, og vi var idealister. På den tids fodboldstøvler var skafterne af stift brunt lærred og temmelig høje, og der var en læderskive på den indvendige side for at beskytte knoglen.

Ejnar Pedersen peger på det lokale i Istedgade hvor Freja startede

Ejnar Pedersen peger på det lokale i Istedgade, hvor Freja startede

Vor første fodbold kostede otte kroner og blev købt hos Ejnar Buus i Gravensgade (Slotsgade?). Kontingentet blev sat til fem øre ugentlig, hvilket ikke lyder af meget, men det var i de fleste tilfælde alle lommepengene. Det kneb tit for nogle at betale, fordi de simpelt hen ingen penge havde.

Vi begyndte med 14 – 15 medlemmer deraf de fleste ukonfirmerede, og jeg var den ældste med 16 år. Vi brugte al vor fritid på klubben, idet ingen af os havde råd til at deltage i de få ting, der ellers trak i ungdommen, og vi forstod også den far, der vredt kommanderede de pæne søndags støvler trukket af sin søn, der så måtte spille videre på bare fødder.

Ingen havde lært os at sparke til bolden med vristen, så de mange tåspark fik hurtigt vor bold til at gå op i syningen, og hele vor kontingent gik til at få bolden repareret. Det skete, at vi i flere uger var uden bold, men vi mødtes alligevel hver eneste dag på Fjordmarken og talte om de bedrifter vi engang skulle udføre. Da den første fodbold var slidt helt op, samlede vi vort sparsomme kontingentbeløb sammen og gik ind i “Sportsmagasinet” på Boulevarden (nær skolegades hjørne og spurgte, om vi kunne få en ny bold på afbetaling. Indehaveren var meget forstående, og vi købte en stærk svinelædersbold til 22 kr., hvilket var et fornuftigt køb, fordi det lærte vore spillere at sparke med vristen i stedet for at få tæerne ødelagt. En af mine lærekammerater, Otto Færch Nielsen, kaldet “Kappe”, pralede med, at han aldrig sparkede med tåen, og det var rigtigt, for hans tæer vendte så meget indad, at han kun kunne sparke med “papegøjen”.

Vore målstænger var rundstokke med en snor over, men senere benyttede vi Ryesgade skoles mål og baner, der også lå på Fjordmarken. En søndag skulle vi spille en kamp der, og da vi kom om morgenen, lå der et ret tykt lag tøsne over hele banen. Vi gik resolut i gang med at trille sneen sammen i store kugler for at rydde banen, men et par dage efter blev vi kaldt ind til skolens overlærer og fik en balle, fordi, som han sagde, græstæppet skulle jo hvile under sneen. Vi rystede fortvivlet på hovedet, for vi kendte jo Fjordmarkens “græstæppe” med knolde og huller over det hele.

I den allerførste tid blev klubben kaldt “Ejnars Klub”, hvad jeg var meget stolt over, men navnet “Freja” tog vi fra Randers Freja, fordi den var jysk mester. Vi anede jo ikke, at vi fire år senere bankede dem her i Aalborg. Et halvt år efter starten fik vort bedste hold den første klubdragt: rød- og sortstribede bluser og blå benklæder.

Otto "Niller" Nielsen i klubdragten. Bagest til venstre klubhuset som var fælles med Tobakkens Idrætsforening. Håndkolereret.

Otto “Niller” Nielsen i klubdragten. Bagest til venstre klubhuset som var fælles med Tobakkens Idrætsforening. Håndkoloreret.

Omklædningen på Fjordmarken foregik i græsset langs banen, og når der faldt sne under kampen, døjede vi med at finde vort tøj igen. Efter kampen tog vi bad i fjorden fra drengebadeanstalten, der lå lige i nærheden. Efter et par års forløb fik vi lov til at benytte et redskabsskur ved skolehaverne, så var vi i al fald i tørvejr.

Rejseudgifter havde vi ingen af. En gang skulle vi spille en privatkamp i Dronninglund (28 km fra Aalborg), og da kun få af vore spillere ejede en cykel, lånte vi hos familie og venner og kørte to på hver cykel den lange vej og tilbage efter kampen – men sådan var tiderne, og vi var tilfredse. I 1914 blev klubben tilsluttet JBU, og vi var stolte over at se vort navn på tryk, vi vidste nu, at spiren var lagt til noget godt. Vi spillede som juniorer i seniorturneringen, og vi slap ikke for ude på landet at blive tromlet ned af langt større og stærkere spillere, men vi tog det med godt humør. Vi havde ikke myndighedernes bevågenhed, så vi lavede bl. a. bortlodninger for at kunne købe nye målstænger, og ved at arrangere “tjen-penge-bal” fik vi nogle få kroner i kassen.

Frejas 1. hold 1912. Forrest række fra venstre: Otto Nielsen, Arthur Holm, Ejnar Pedersen. Midterste række fra venstre: Karl Kauffeldt, Aage Jensen, Otto Nielsen. Øverste række fra venstre: Magnus Clausen, Kaj Jensen, Kristian Sørensen, Hans Larsen, Sonne Nielsen.

Frejas 1. hold 1912.
Forrest række fra venstre: Otto Nielsen, Arthur Holm, Ejnar Pedersen. Midterste række fra venstre: Karl Kauffeldt, Aage Jensen, Otto Nielsen. Øverste række fra venstre: Magnus Clausen, Kaj Jensen, Kristian Sørensen, Hans Larsen, Sonne Nielsen.

Flere ældre så lidt hånlig på vor klub, og kaldte den for en døgnflue, en gadeklub, som der jo var mange af. De helt små gadeklubber spillede med en tøj- eller gummibold, mens vi skabte tålelige forhold. Vort kammeratskab hjalp os over trængslerne, og vi savnede ikke voksne ledere.

Efter 1915 blev navnet Fodboldklubben Freja ændret til Idrætsklubben Freja, da man tog fri idræt på programmet. Initiativtageren hertil var den kendte løber Skou Christensen fra Nørresundby, som mente, at fodboldspillere havde godt af at løbe, men da han rejste kølnedes interessen, uden at vi havde ofret noget særligt på denne idrætsgren. Jeg husker da Christian Polerhat (søn af marskandiser Christensen på Søndergade) kom hjem fra Amerika med friske laurbær og en masse pokaler, som han udstillede. Han fik sat skub i den frie idræt i Aalborg, men efter min mening skuffede han i nogle løb på den store eksercersplads. Blandt de lokale løbere husker jeg især Bruno Ditzel og Charles Thorup fra AaB.

I Aalborg var der mange gadeslagsmål mellem kvarterets børn, og det gik især ud over værternes tøjstænger, som brugtes til våben. Hvis samfundet havde kunnet byde de unge idrætsforhold som man kan i dag, havde de unge ikke behøvet at udløse deres energi i de voldsomme slagsmål, der gav brådne pander og rindende blod, men dagen efter var modstanderne igen venner.

Det var de færreste unge, som efter skoletiden søgte ind i datidens få sportsklubber, og der skabtes et tomrum i de unges udvikling, der ikke var til gavn for samfundet. Først ved soldatertjenesten kunne de unge mænd få den hærdning, der var nødvendig. Pigerne var endnu værre stillet, for dem var der vel kun gymnastik, indtil der kom roning og svømning. Tennisklubber var der ganske vist, men det var kun for de velhavende.

Jeg husker vor allerførste kamp, som var mod en drengeklub med det usædvanlige navn “Det gloende røvhul”, der trænede ved Fjordanlægget nord for Obels fabrikker. Efter kampen, som vi vandt, sagde en af klubbens stjernespillere, den senere meget dygtige idrætsmand og leder Georg Gundersen (“Gokke”) til os, at kunne de ikke vinde i fodbold, kunne de tæv os med næverne. I arrigskab punkterede de alle de cykler, der lå ved banen. Efter denne affære ophørte klubben med at bestå, og vi fik de dygtigste medlemmer.

“Chang” opstod samtidig med “Freja” og vi spillede ofte mod hinanden, men de havde endnu mere besvær med deres bolde på den hårde bane i Grusgraven. Før “Changs” tid spillede Aalborg Fodboldklub derude, og de rekrutterede mange af deres spillere fra latinskolen (Katedralskolen), som også spillede der. I denne klub var Johs. Langgaard, hvis navn endnu nævnes med stor respekt i Nordjylland. Klubben ophørte ca. 1910.

Før vor første hjemmeturneringskamp (1914) mod 1904 fra eksercerspladsen foreslog “Kabbe” at vi kridtede banen af, og da jeg søndag morgen kom med bolden, var banen “kridtet” af med savssmuld men var blevet så smal, at den lignede en keglebane. Ingen “1904”s spillere opdagede noget usædvanligt, men kampen vandt vi, ligesom vi vandt den første kamp mod “Skjold” fra eksercerspladsen.

Freja 1. hold ca. 1915. Fra venstre: Egon Chr. Kvist Nielsen, Carl Friis Christensen, ?, Holger Pedersen, Herman Christensen, Carl Nielsen (Cowboy), Kaj Jensen, Ejnar Petersen, Helge Bach, ?, Carl Hansen (Pottemageren).

Freja 1. hold ca. 1915.
Fra venstre: Egon Chr. Kvist Nielsen, Carl Friis Christensen, ?, Holger Pedersen, Herman Christensen, Carl Nielsen (Cowboy), Kaj Jensen, Ejnar Petersen, Helge Bach, ?, Carl Hansen (Pottemageren).

Derefter skulle vi udenbys til Aars. Efter de to sejre følte vi os sejrssikre men tabte 0-7, så vi blev klar over, at der skulle trænes endnu bedre. Vi lignede mest en flok store skoledrenge, og måske var det dette, der fik kampens dommer, en lokal lærer, til med løftet pegefinger at råbe til mig: – Hvis en af jeres spillere blot en gang mere sparker bolden ud over sidelinjen, dømmer jeg straffespark! Det kunne vi ikke forstå, hvorfor jeg senere skrev til JBU, da der ikke stod noget herom i lovene. Der var noget ejendommeligt ved banen i Aars, for tværs over den førte en sti op til kirken, og ustandselig måtte vi løbe uden om de mange kirkegængere, der i adstadigt tempo spadserede til kirken.

Efter at være blevet udlært i 1915 var jeg borte fra Aalborg i fire år og arbejdede bl. a. i Helsingør og Odens, hvor jeg spillede for OB, men altid savnede jeg det gode kammeratskab hjemme fra Fjordmarken. I mit sted blev Otto Nielsen (“Nille”) formand og røgtede dette hverv fortræffeligt i 25 år. Jeg har gennem de mange år siden starten været med til at slikke sårene, når det gik mindre godt, og har jublet når det gik godt for Freja. Jeg har været i bestyrelsen for Jysk Pokalturnering i 26 år og har stadig noget arbejde der. I 15 år sad jeg i JBUs udtagelseskommite for seriehold, og jeg var med i Aalborg Pokalturnerings ledelse og for nogle år siden, fik jeg Aalborgs Idrætslederpris samt flere æresbevisninger. Og jeg glæder mig hver gang, der sker noget af betydning i Freja, og den kalder på mig.

Otto "Niller" Nielsen. Billedet er taget i 1916, da Otto Nielsen blev udlært som kontorassistent.

Otto “Niller” Nielsen.
Billedet er taget i 1916, da Otto Nielsen blev udlært som kontorassistent.

 

Idrætsklubben Thor Nørresundby

/i , /af

Denne artikel er baseret på et interview med Frode Larsen, som var medlem af Idrætsklubben Thor. Thor var en fodboldklub i Nørresundby. Interviewet er lavet i sommeren 1980 af journalisten Eivind Samuelsen SAM fra Aalborg Stiftstidende, som avisen Nordjyske hed i 1980.

Det har ikke været muligt at finde flere end de tre fotos, som er brugt i artiklen. Idrætshistorisk Samling har meget lidt materiale fra boldklubberne i Nørresundby. Skulle du kære læser være i besiddelse af materiale uanset hvad fra en af boldklubberne i Nørresundby, vil vi gerne have det eller låne det for kopiering.

Interviewet er ikke helt historisk korrekt. F. eks. så er Thor stiftet i 1926 og ikke i 1929, som Frode siger. Det er helt normalt, at det kan være svært med årstal. Interviewet har dog den store styrke, at det siger noget om dagligdagen i en mindre fodboldklub, som Thor må betragtes.

Der var to fodboldklubber i Nørresundby på den tid nemlig udover Thor, Velo. Hvis man læser om Velo, så får man ikke det indtryk, som Frode har, nemlig at Velo skulle være en klub for de rige. Sandt er det dog, at Velo havde en dyrlæge som formand og sikkert også sponsor.

Velo og Thor blev lagt samen i 1946 til Nørresundby Boldklub.

Frode Larsen fortæller:

Thor blev startet i 1929. Var ikke en aflægger af Velo, som nogle tror. Det var unge mennesker, der i stedet for at stå på byens gadehjørner, samlede sammen af 10-ører, og for den samlede kapital, blev der købt en fodbold.

Alle klubbens medlemmer var meget fattige.

Sådan gik det til, at vi fik vores første fodbold, men så skulle vi jo også have et sted at spille. Og vi gik i krig med at finde stedet. Nede ved havnen fandt vi et sted, ved Hedegaards pakhus, en temmelig stor plads, men som ikke var andet end huller. Der fik vi lov til at planere banen, og vi var ca 50 unge, som med skovle, river og spader planerede pladsen. Og så byggede vi bagefter vores eget lille klubhus ved banen. Banen kom der aldrig noget græs på, for det fik aldrig lov til at gro. Klubhuset blev på to rum med træbænke, i midten koldt brusebad, som bare var en haveslange.

Velo var for de mere velhavende, vel nærmest de rige, som virkelig havde midler, og vi andre kunne slet ikke gøre os i denne klub, derfor dannede vi altså denne arbejderklub. Da Thor havde eksisteret et år ca., udfordrede vi Velo’s 3. hold, som imidlertid afslog, de ville ikke spille med os. Men så tilsluttede vi os til en turnering og kom i kreds med Velo’s 2. hold, og dem kløede vi eftertrykkeligt, og lidt efter lidt kom vi så meget i gang, at vi også udfordrede deres 1. hold, men så fik vi klø. Der var en masse tilskuere, og det foregik på Nørresundby Stadion.

Vi var så fattige, og jeg kan ikke lade være med at more mig, når jeg tænker tilbage på vores fodboldstøj dengang. Vi havde grønne og hvidstribede trøjer, hvide bukser, der sjældent var hvide. Jeg kan huske, der var en, der spillede i sin mors snørrestøvler, og var der en, der havde et par rigtige fodboldstøvler, ja, så blev parret delt, og den, der var god venstrebensspiller fik venstrestøvlen, mens en anden, der var god højrebensspiller, fik højrestøvlen. På den anden fod havde de så en snørrestøvle eller en sko. Det var et kosteligt syn at se, når vi løb på banen, og ikke mange af os havde den grønstribede bluse på, vi var i alt muligt spraglet. Men som årene gik, må vi erkende, at vi blev både bedre udrustet med hensyn til tøj, og vi blev også fodboldspillere. Der var mange tilskuere til vores kampe efterhånden også 3.000 – 4.000 tilskuere. De betalte alle 25 øre for at komme ind. Vi begyndte at stille fordringer, ville have andel i entreindtægten, men så langt kom vi nu aldrig.

Da jeg havde været i Thor et års tid, blev jeg materialforvalter. Materialforvalteren skulle bl. a. kridte banen af. Senere blev jeg medlem af bestyrelsen, kom i spilleudvalget, og jeg blev træner for juniorerne og blev opkræver. Vi havde både drenge og juniorer. Vi havde 3-4 seniorhold, 1 juniorhold og 2 drengehold. Jo, lidt efter lidt fik vi styr på det.

Thors 1. hold rykkede op i Mellemrækken1942. Forrest fra venstre Kaj Bløde, Gerhard Olsen, Karl Hjorth. Anden række fra venstre reserve i mørk trøje Arne Christensen, Alfred Jensen, Fridtjof Larsen. Stående fra venstre formand Sofus Larsen, Børge Olsen, Niels Jensen, Carl Andreasen, Erik Johansen Poul Nielsen og kasserer Knud Nielsen.

Thors 1. hold rykkede op i Mellemrækken1942. Forrest fra venstre Kaj Bløde, Gerhard Olsen, Karl Hjorth. Anden række fra venstre reserve i mørk trøje Arne Christensen, Alfred Jensen, Fridtjof Larsen. Stående fra venstre formand Sofus Larsen, Børge Olsen, Niels Jensen, Carl Andreasen, Erik Johansen Poul Nielsen og kasserer Knud Nielsen.

Når jeg tænker på vores fattigdom, tænker jeg også tit på, at vi havde nogle særlinge imellem også. Vi havde en dreng, der hed Valmer (Valdemar) – vist Pedersen. Vi kaldte ham Semyre, jeg skaffede ham et par brugte fodboldstøvler og et par strømper, det var det eneste fodboldtøj, han havde. Han spillede i sine lange bukser og med bar overkrop. Når vi var færdige med at spille, pakkede han strømper og fodboldstøvler ind i en sæk, og denne gravede han ned i et hul ved banen, for han havde ingen steder at gå hen, han sov om sommeren på bænke og andre steder, men fodboldstøvlerne vidste han hvor var.

Om vinteren, når vi ikke kunne sidde i klubhuset for kulde, var vi hos Barberfrank, han havde en stue, hvor vi kunne gå op og blive klippet, og der sad vi så ofte 15-20 mand og snakkede. Det var i Kronprinsens Alle. Jeg kan huske, at vi skulle klippes på kredit, men var der nogen, der kunne slippe en 5- eller 10-øre, så splejsede vi, så vi kunne få den mest langhårede klippet.

Der knytter sig også en anden historie til Barberfrank (Frank Larsen). Han spillede i sin mors snørestøvler, der gik til midt på benet. De var spidse, og vi havde plejset sammen, så han fik en Thortrøje og et par hvide bukser.

I vores klubhus havde vi petroleumslamper, og vi var tit 45-50 mennesker forsamlede dernede. Det var enormt hyggeligt. Fornøjelser derforuden var der næsten ingen af. Vi havde heller ikke råd til at deltage. Men engang kom vi dog til bal på Royal, det kostede 25 øre at komme ind, en kop kaffe kostede 40 øre. Det var stedet dengang. Vores påklædning var ikke altid så fin til at gå til bal i.

Klubhad var noget, der florerede vældigt i Thor første år. Vi var jo ikke de fine, og Velo så ikke til vores side. Ville ikke have noget med os at gøre. Da vi begyndte at snakke om sammenslutning med Velo, var vi nået dertil økonomisk, at vi var meget velfunderet, mens Velo intet havde. Thors kassebeholdning var kr. 5.000 og Velo havde kr. 80.

Thor søgte tit kommunen om tilskud, men vi fik altid afslag. Velo fik derimod i pose og i sæk. Vi kunne heller ikke få lov til at spille vores turneringskampe på stadion, ligegyldigt hvor pænt vi bad om lov. Først da vi kom i A-rækken, i 1938, fik vi adgang.

Vores forskellige tricks har vi moret os meget over, vi skånede ikke hinanden heller. Men vi havde tit 8-10 mål i en kamp. Det var ikke noget sjældent. Vore støvler var efterhånden blevet udskiftet til rigtige fodboldstøvler for alle, men de var tunge og med jern i næserne. Men spille kunne vi.

Jeg husker en sommerkamp i Vester Hassing med to hold. Det var lørdag aften efter fyraften. Vi cyklede til Vester Hassing, og vi havde damerne med. De cyklede også. Vi havde kaffe, sodavand og rigtig vand med, og alt, hvad der var af fortæring, blev samlet, og så blev der fællesspisning. Vores 1. hold skulle spille først,der havde vi Kanonbørge på. Han lavede et mægtigt spark til bolden, så den røg lang langt væk. Vores bold var med snøre. Men efter Kanonbørges fuldtræffer var bolden punkteret og skulle lappes. Så gik der 20 min. med det, og så først kunne kampen fortsætte, men Kanonbørge måtte ikke spille med, modspillerne syntes, han var for hård.

Børge Olsen fra Thor 1942. Holdets unge anfører. Han er måske ikke den samme Kanonbørge som Frode omtaler

Børge Olsen fra Thor 1942. Holdets unge anfører. Han er måske ikke den samme Kanonbørge som Frode omtaler

Efter kampen skulle der festes. Der var 2 spillere, der havde rabarbergrød med og 2 l. mælk. Vi lagde os alle på maven og spiste rabarbergrøden fra de to opstillede skåle. Der blev spist op. Når jeg tænker på, hvad unge spiser nu, og hvad vi spiste dengang, undrer jeg mig. Vi havde ofte fire halve stykker rugbrød med sukker på med og delte, så alle fik lige meget. Jeg var vel nok den, der tjente flest penge dengang, så jeg betalte faktisk tit for sukkermadderne.

Jeg var med i Thor i 10 år, har fået en sølvnål iøvrigt. Men krigen kom og satte en stopper for klublivet. Vi blev flyttet op på Skansen, hvortil vi flyttede vores hus. Tyskerne tog huset til grisesti, og vi blev truet, skulle ikke bryde os om at komme derop mere. Vi spillede kampe under krigen, men vi havde ikke nogen steder at træne, men vi spillede mange kampe. Transporten skete pr. cykel. Og på disse cykelture havde vi meget skæg og meget godt kammeratskab, vi hjalp hinanden med punkterede dæk, og ventede på hinanden, hvis vi skulle lappe. Så kom vi bare en halv eller en hel time for sent til kampen.

 

Thor's Mellemrækkehold sæson 1942 - 43 fotograferet i Hobro Bagest fra venstre i mørk trøje reserve Knud Arensbach, Poul Nielsen, Niels Jensen, Karl G. Johnsen, Aksel Ørnbøll, Kaj hansen. I midten fra venstre Svend Nielsen, Børge Olsen, Alfred Jensen. Forrest fra venstre Kaj Bløde, Erling Olsen og Karl Hjorth.

Thor’s Mellemrækkehold
sæson 1942 – 43 fotograferet i Hobro
Bagest fra venstre i mørk trøje reserve Knud Arensbach, Poul Nielsen, Niels Jensen, Karl G. Johnsen, Aksel Ørnbøll, Kaj Hansen. I midten fra venstre Svend Nielsen, Børge Olsen, Alfred Jensen. Forrest fra venstre Kaj Bløde, Erling Olsen og Karl Hjorth.

Vi holdt også idrætsuger i Nørresundby. Med optog gennem byen som start. Her havde vi placeret Verner Nielsen, den senere landsholdsspiller, i en kæmpeballon, der skulle forestille en fodbold på en ladvogn. Ved disse optog stillede alle Thormedlemmer i klubdragten. Det var kun fodboldklubberne, der deltog i disse idrætsuger. Der var telte på stadion med næsten alt muligt. Restaurationstelte, forlystelsestelte, cirkustelte og sangerindetelte. Goliath var også deltager. Han blev kørt over af en lastbil, var stærk mand. Indtægterne delte vi, i alt fik vi nok ca. 1.000 – 4.000 kr.

Igennem årene har vi haft 5 ekstraordinære generalforsamlinger, hvor vi i Thor altid har stemt for sammenlægning med Velo. 5. gang vedtoges sammenlægningen, og det var efter, at vi var blevet de stærkeste både på grønsværen og økonomisk. Vi havde endda på det tidspunkt fået mange Velo folk over i Thor. Men vi kunne se, at de sportslige resultater ville blive bedre ved en sammenlægning, og det holdt stik. Allerede året efter rykkede vi op. Men det gik ikke godt det hele, for allerede 2 år senere rykkede vi ned igen.

Medlemmer i klubben har været: Alfred Christensen, bankbud, Alfred Dinge Jensen, Anker Hansen, målmand. Skind og Ben Aksel Andersen var også en dygtig målmand. Henning Larsen, rådmanden og han bror Sophus Larsen, der senere kom i byrådet. Knud Nielsen også i byrådet. De to sidstnævnte var udmærkede spillere, men spillede ikke på 1. holdet. Vilhelm Borggaard var vist Thors første formand, indtil Sophus Larsen kom til. SL var formand til vi sluttedes sammen med Velo.

Ernsts far, Hestewilliam, William Hansen, var Velos materialforvalter. Han havde selv 10 drenge og en pige, så han havde egentligt et helt hold. Drengene var bl. a. Ernst, Leif og William. Den gamle var en markant person, havde kun en tand i munden. Han meldte sig på et tidspunkt i Thor og spillede Old Boys. Det var et godt Old Boys hold, som faktisk slog alle andre OB hold.

Idrætsmærkeprøven havde vi også engang, men det ebbede efterhånden ud, da vi ikke kunne skaffe folk til at stå for disse prøver.

For 10 år siden startede jeg den såkaldte støtteforening. Da jeg holdt op med at være holdleder. Man troede, jeg var blevet tosset. Vores faste tilholdssted var Holle ved formiddagskaffetid, og jeg kan huske, Bent Uldahl, Kaj Eriksen og jeg startede vores skiltekampagn. Vi måtte ikke sætte faste skilte på, men vi lavede det sådan, at vi tog skilte op og ned til kampene, der var plads til 100 skilte, og vi startede med 5. Det giver os en klækkelig indtægt. Vi startede med selv at lave skiltene, men det gør vi ikke i dag. Vi har også gåse-andespil, det er også blevet en succes, og lidt efter lidt er det blevet til noget, man kan kalde en kassebeholdning.