IDRÆTSKLUBBEN 1919

/i , /af

Af Eigil Christensen

STARTEN

I sommeren 1919 gik der nogle atletikfolk rundt i Aalborg Fodsports Forening (AFF) og var utilfredse med flere ting i klubben. De synes, at omgangstonen i klubben var for fornem med for mange, der sagde De til hinanden. Også den måde nogle af atletikudøverne tog træningen på, mente de var for useriøs. En af stifterne af IK 1919 Laurits Madsen skriver i sine erindringer, at AFF formanden Hans Petersen kom til træning i sit fine tøj, og kun smed jakken når han trænede. Madsen skriver også, at de ønskede mere ud af deres atletik nemlig større præmier rejser og lignende.

Derfor indkaldte de utilfredse AFF medlemmer til møde om dannelsen af en ny atletikklub. Og den 1. oktober 1919 dannede 16 aktive og 12 passive Arbejdernes Idrætsklub (AIK). Udover atletik var der også gymnastik på programmet fra starten.

Klubbens første store initiativ blev afholdelsen af et lokalt terrænløb. Det var starten på Kildeløbet, der blev en stor tradition i Aalborg i mange år.

AIKs vindere af det første Kildeløb 1920. Nr. 16 er Johannes Jensen kaldet Nash. Han var individuel vinder af løbet. Medstifter af klubben og formand i 15 år. Nr. 14 er Marinus Thomsen initiativtager til håndboldens start i AIK 1932

Det første kildeløb blev vundet af Johs. Jensen kaldet Nash. Han løb i tiden 16 min. 10 sek. En tid der først blev slået 18 år senere. Onde tunger påstod, at han havde løbet en omgang for lidt, men resultatet blev stående.

AIK havde stor fremgang, og i 1925 startede klubben filialer op i Vejgaard og Nørresundby. Begge klubber blev dog hurtigt selvstændige, men de beholdt AIK navnet.

Ved 10 års jubilæet afholdtes et stævne, hvor finnen Yrjela satte ny verdensrekord i 10 kamp.

AIK medlemmer i jubilæumsåret 1929

Atletikken havde i disse år stor fremgang i Aalborg med mange gode atleter. Flere danmarksmestre i både løb og kast var i de år medlem i AIK.

Gymnastikken var også i fremgang både for herrer men også for damer.

HENRY NIELSEN

Skal man omtale atletikken i Aalborg i 30’erne, så kommer man ikke uden om at nævne den måske største løber i Danmark Henry Nielsen. Mens han var medlem i AIK deltog han i et løb i Stokholm i 1934, hvor han satte verdensrekord i 3.000 m løb.

Henry Nielsen havde dog trods sit store talent ikke sporten i tankerne, når han løb. Han tænkte kun på at tjene penge på sin sport. Dengang var det absolut forbudt at modtage selv den mindste pengepræmie. Men alligevel var der klubber, der kæmpede for at få Henry Nielsen til at løbe for sig.

Resultatet blev til sidste, at han først fik en kortere dom for at modtage penge og ikke meget senere blev han udelukket på livstid fra atletik.

HÅNDBOLDEN

I 1920’erne var man begyndt at spille håndbold på turneringsplan i København. Det fremgår ikke af kilderne til denne artikel hvorfor det blev AIK i Aalborg, og så med kvinderne der kom først. Men i 1932 begyndte damerne at spille håndbold i AIK. Hermed blev Marinus Thomsens ide om kvindehåndbold i AIK ført ud i livet.

Man startede træningen på stadion. Håndbold blev spillet udendørs, fordi der endnu ikke fandtes nok haller man kunne spille i.

AIK 11 mands håndboldhold fra startåret 1932

Allerede i 1934 vandt AIK det Jyske Mesterskab for kvinder med træneren Viggo Petersen. I 1939 vandt de landsmesterskabet under DDSG&I.

Først i 1939 begyndte herrerne også at spille håndbold i AIK. Igen var det med Viggo Petersen som træner.

Selvom håndbolden fik en god begyndelse i AIK, så var alle ikke tilfredse i klubben.

NOGLE KOMMER OG NOGLE GÅR

Gymnastik afdelingen, var som atletikafdelingen stor, og havde mange talenter. Der var dog en udbredt modvilje blandt gymnasterne mod, at de tit blev trænet af atletikfolk.

Det førte til, at mange elitegymnaster og andre i 1935 brød ud af AIK og dannede gymnastikforeningen VIDAR.  En gymnastikforening der hurtigt blev populær i Aalborg, og var en stærk gymnastikforening i Aalborg i mange år.

Som et nyt tiltag begyndte klubben med orienteringsløb i 1940. Det var en forholdsvis ny idrætsgren, der ikke var så langt fra terrænløb, og som stadig var en stærk disciplin i AIK.

En af AIKs store terrænløber Folmer Dyrman skriver i sine erindringer, at der i 1943 var opstået en kløft mellem atletikafdelingen og håndboldafdelingen. Det resulterede i, at en stor del af atletikafdelingen brød ud og dannede IK Kammeraterne. For øvrigt med Folmer Dyrman som formand i 15 år.

I foråret 1945 vedtog AIK på en generalforsamling at skifte navn til Idrætsklubben 1919 – IK 1919. Det var ikke en enig generalforsamling, der stemte for navneskiftet, og der var en del utilfredshed i klubben over navneskiftet.

I starten af 1950’erne var der en krise i klubben. De mange skift i klubben havde gjort, at økonomien var løbet af sporet, og en løsning var svær at se. I 50 års jubilæumsskriftet står der, at en hård kerne stod sammen. Med stor velvilje fra medlemmerne blev der indsamlet et beløb, der efter datiden var stort. Stort nok til at klubben kunne overleve.

I omtalte jubilæumsskrift fylder håndbolden næsten alt. Derfor kom det nok ikke som nogen stor overraskelse, at klubben i 1963 sagde farvel til atletikken, og nu udelukkende koncentrerer sig om håndbold.

HÅNDBOLD FOR RESTEN

Nu var klubben en ”ren” håndboldklub.

Et tilbageblik på de håndboldmæssige resultater dækkes nok bedst med udtrykket: Skiftende.

Andre udtryk kunne være: rutsjebane, skuffelser, glæde, håb, håbløshed og mange flere.

Men glæden ved håndboldspillet forsvandt aldrig. Op eller ned. Lige meget. Der var altid en optimisme i klubben om, at det nok skulle blive bedre. En optimisme der blev holdt i live gennem en stærk klubfølelse.

Var de sportslige resultater ikke altid gode, så var de sociale resultater det. En stærk klubfølelse blev forstærket ved afholdelse af fester i klubben.

1919 er den eneste klub, hvor jeg har set, at man i regnskaberne direkte havde en konto, der hed fester. Andre klubber kan have haft det samme, men jeg har aldrig set det.

Var resultaterne nu også så svingende?

Ja det var de nok i den forstand, at når klubben kæmpede sig op rækkerne, så kneb det med at holde fast. Det er derfor ordet svingende kommer på tale.

I 1961 rykkede 1919s herrer op i 2. division. Det blev en lang overlevelseskamp, før de i 1966 måtte rykke ned.

På det tidspunkt var damerne i stærk fremgang, og selv om de ikke vandt 2. division i 1966, så klarede de sig så godt, at de i 1968 kom i 1. division. Desværre måtte mændene samme år helt ned i den jyske kvalifikationsturnering efter ni år i danmarksturneringen.

Det gav indimellem nogle frustrationer, og i formanden Erik Jeppesens beretning fra generalforsamlingen i1969 kan man bl. a. læse: Det sørgeligste var, at vore to bedste herrehold måtte forlade henholdsvis 3. div. Og HM (Herre Mesterrækken), efter en sæson som har været plaget af dårlig holdmoral, for meget mundhuggeri og manglende samarbejdsvilje under kampene. Om økonomien står der i samme beretning: Økonomi i 1919, ja vi lever som sædvanlig fra hånden og i munden, og må hele tiden klare os uden mindste form for reservekapital.

Tanker om en sammenlægning af Aalborg Freja og 1919 nævnes også i beretningen, men afvises da Freja jo spiller fodbold og 1919 håndbold. Formanden kan derfor ikke se fordelen ved en sammenlægning. Men tankerne var der.

Ovenstående uddrag fra en beretning dækker meget godt den fornemmelse man får, når man læser 1919s historie. 

1919 i 1. division 1968

I 1969 måtte damerne også rykke ud af 1. division. Aalborg Stiftstidendes navnkundige sportsredaktør Eivind Samuelsen ”Sam” kaldte det: det foreløbige sidste klassemandskab 1919 har præsteret.

Sam skriver i 75 års jubilæumsskriftet, at han efter han havde sendt en kvindelig stafet ind i damernes omklædningsrum efter en drabelig kamp mod AFF, sagde Stella Mølgaard, at han bare kunne komme ind. Helt rød i hovedet stillede han sine spørgsmål, medens han fik set, hvordan damer så ud uden tøj både forfra og bagfra. Nej hvor de grinede af mig.

Klubbens ambitioner har altid været store. Eget anlæg med klubhus har stået øverst på ønskelisten i mange år. I klubbens jubilæumsskrifter udtaler formanden altid, at ønsket til fremtiden er eget anlæg. Det er et ønske, som den nuværende kommunale økonomi nok har lange udsigter for at indfri.

I 2005 fortæller næstformand Torben Nielsen om økonomisk opretning. Både sportsligt og socialt gik det fint, men økonomien var i uorden. Igen var det en kraftanstrengelse fra melemmerne, der rettede økonomien op. En forhøjelse af kontingentet med 30 % førte ikke til medlemsflugt. Tværtimod. Torben Nielsen kalder selv 1919 en klub for bredden, selv om der ingen ungdomsafdeling er. Man skal være fyldt 18 år for at blive medlem i 1919.

I 2009 ved 90 års jubilæet kalder Torben Mortensen klubben for næsten elitefrit område. Til gengæld siger han, at klubben med 12 seniorhold hold er byens største håndboldklub. Men det er klubbens sociale liv til træning og kamp, men også til fester der er i højsædet.

LANDSHOLDET

1919 har, selv om bredden har været stor, dog også haft 4 landsholdsspiller. Alle hos damerne. Kirsten Jensen har spillet 3 landskampe. Carla Jensen 4. Så er der et stort hop til Vibeke Jensen, der har spillet 34 og Birgit Rasmussen 36. Ikke alle landskampene er spillet for 1919.

Da Birgit Rasmussen stoppede karrieren, regnede mange vist med, at hun nu skulle træne damerne i 1919. Skuffelsen var derfor stor, da hun valgte trænergerningen i en konkurrerende Aalborg klub.

Stella Mølgaard

Det største navn i IK 1919 må alligevel være Stella Mølgaard. Selv om det ikke blev til landsholdet, så har nok ingen sportsligt gjort mere for 1919 end hende. Hendes betydning af håndboldspillets udbredelse i Nordjylland kan ikke overvurderes. Men samtidig dyrkede hun både atletik og gymnastik, til hun var højt oppe i årene.

VETERANSAMMENKOMST 2018

/i , , /af

Tirsdag den 11. december var dagen, hvor SIFAs traditionsrige sammenkomst for Aalborgs idrætsveteraner igen fandt sted. Denne dag er gennem mange år arrangeret for de personer, der på en eller anden måde har bidraget til SIFAs Idrætsarkiv, nu Idrætshistorisk Samling, der i år har bestået i 40 år. Det kan være bidrag i form af donationer af idrætsminder, bøger, billeder, præmier eller andre effekter fra egen idrætskarriere eller fra familie, foreninger eller lignende – det kan også være i form af igennem tiden at have udført et stykke arbejde for ”Samlingen” og/eller SIFA, f.eks. i forbindelse med Ungdomslegene eller andre større begivenheder.

I år havde arrangementet fået en helt ny form – og blev afholdt et nyt sted! Der var inviteret til frokost kl. 12.30 hos Idrætsklubben Aalborg Freja i denne forenings dejlige klubhus på Vestre Fjordvej – og dét havde ca. 170 personer sagt ”ja tak” til! Allerede fra klokken 11 var de første gæster klar, og da det var en kold dag, måtte dørene selvfølgelig åbnes og folk lukkes ind i varmen. Klokken 12.30 sad alle bænkede ved de dækkede borde – altså lige undtagen ham, der ikke havde set så nøje efter på indbydelsen – og troede det var klokken 13.30, som det plejede at være, så han var da i god tid! Men ham blev der også plads til – selv om han ankom midt i formand Keld Jensens velkomsttale til deltagerne.

Menuen var enkel: Gode sild med karrysalat, brød og smør stod klar på bordene – dertil en øl/vand + den traditionelle Harald Jensen snaps, der jo plejer at blive serveret til julekagen! Nu kom den rigtig til sin ret og blev nydt til silden! Efterfølgende blev der serveret et par lækre stykker smørrebrød – og snakken gik lystigt ved bordene.

Programmet bød på et flot og inspirerende oplæg om ishockey-succes og højere publikums-tal ved direktør Thomas Bjuring fra ”Aalborg Pirates”, som krydrede sit indlæg med billeder og film – og høstede et stort bifald for det! Mon ikke flere af os fik lyst til at ta’ en tur til ”gratis ishockey”?

Der var fejende musikalsk underholdning ved en herlig gårdsanger-gruppe med savspiller – i to afdelinger hvor alle deltagerne blev opfordret til at ønske sig lige præcis de sange, der gerne ville være med til at synge fra Gårdsangernes medbragte sanghæfte. Dét kunne forsamlingen li’ – og det var helt svært at holde pause med kaffe og småkager – og det traditionelle, hurtige bingo-spil med Peter Skram, der vist har været med lige så længe som arrangementet har bestået! Denne gang havde Peter rent glemt præmierne, men heldigvis fandt han hurtigt på en løsning, og der blev også glade vindere denne gang!

Alt i alt et arrangement, som deltagerne udtrykte stor tilfredshed med – og meget gerne ser som den nye ”tradition” fremover. Skulle der være deltagere – eller andre – der har flere gode ideer til videreudvikling af denne mangeårige tradition – så giv os gerne en mail på idraetshistorisk.samling@gmail.com.

TAK for et festligt og hyggeligt arrangement og TAK til Lars Schaumburg Johannesen og hans hjælpere på Aalborg Freja for rigtig god behandling!

Du kan se billeder fra dagen HER

Veteranen 2018 er på gaden…

/i , , /af

Du kan læse bladet HER!

Hvis du ønsker bladet i trykt format – er du velkommen til at komme forbi på Harald Jensens Vej og hente det – om onsdagen mellem kl. 13 og 16.

Frank Pedersen – Aalborg Roklub

/i , /af

Denne artikel er til dels skrevet ud fra en artikel, som Peter Laubek har skrevet om legenden Frank Pedersen i anledning af Aalborg Roklubs 125 års jubilæum. En meget velskrevet artikel der kommer fint rundt om Frank.

Og hvem og hvad var så legenden Frank Pedersen? Exceptionel, usædvanlig originalitet, ro-professoren, admiralen, modstander af det middelmådige, søgte det perfekte og det ideelle, organisator, kulturindpisker, særprægede personlighed, fanatiker m.m.

Det er blot nogle få af de tillægsord, der kan hæftes på Frank.

Frank Pedersen blev født på Christiania i februar 1921. Han blev udlært som guldsmed. Det skulle dog ikke blive hans faglige livsbane. Som fingernem og dygtig håndværker, var det naturligt, at han blev finmekaniker med eget firma, der reparerede kontormaskiner før EDB alderen.

Frank Pedersen stående 1998. Fra venstre C. F. Støckel, O. Thomsen, H. Hejlesen og P. E. Ehlers

Han kom til Aalborg Roklub i 1956. Før den tid var han medlem af roklubben Skjold i København. Her blev han træner fra 1943 – 1946. Han flyttede kort til Norge efter krigen, og blev helt naturlig træner deroppe. Først i roklubben i Ormsund og derefter Drammen. I 1947 vendte han tilbage til Skjold i København, og blev træner/kaproningschef fra 1947 til 1956. Han belønnedes med Roklubben Skjolds ærestegn i 1955.

I 1956 er han så i Aalborg. Her blev han til sin død i 2004. I de 48 år, han var i Aalborg Roklub, gjorde han en forskel, som nok beretter til tillægsordet legende.

Frank Pedersen bag ved pokalen i lys jakke ved navngivning af båd i 1956.

Først og fremmest så var han i ordets helt rigtige betydning en ildsjæl. Tillægsordet fanatiker er hans eget udtryk. Han ville det perfekte. Han ville, at når folk skulle ro kaproning, så skule de gøre det fuldstændig korrekt. Hvis de unge kaproere ikke gjorde, som han sagde, så fik de en regulær skideballe, der ikke efterlod nogen tvivl. Efter hans mening så præsterer de fleste en katastrofal roning og en amatøragtig behandling af det smukke og skrøbelige bådmateriel. En behandling der i mange tilfælde nærmer sig misrøgt og hærværk. “Hvis man ikke lærer at ro ordentlig, så går man glip af den store glæde ved rosporten.” Et citat fra Frank, der fortæller, hvad hans mål var. Glæde ved rosport.

I 1958 blev Frank rochef i klubben. Det var samtidig en plads i bestyrelsen. Fra 1960 til 1966 måtte han på grund af sit civile arbejde midlertidig opgive ledelsesarbejdet i Aalborg Roklub. I 1966 var han tilbage som træner, og han deltog i ledelsesarbejdet i klubben på forskellige poster frem til 2003. Han havde flere titler, men kaproningen var det, han brændte for. Og det var det, han blev belønnet for.

Han skrev et lidt skarpt indlæg i Aalborg Roklubs 85 års jubilæumsskrift i 1986. Her gør han op med sport contra idræt i roning. Han mente, at det ikke var rigtigt at kalde roning for rosport, for sport var efter hans mening konkurrence. Idræt så han mere som motion. “Romotion – er go’ motion.” Den form for roning kaldte Frank for “legemsbevægelse.”

Problemet i roklubberne var nok det, at kun ca. 3 ud af 100 medlemmer i en roklub dyrkede kaproning. Frank argumenterede for, at kaproning blev et fag, man skulle lære. F. eks i 3 år og derefter se, om mulighederne var der for at gå videre. Men han erkendte, at netop stoffet til kaproning bare bliver større og større, jo mere man lærer. Han sluttede af med at konstantere, at mængden af stoffet gør, “at det bliver faktisk umuligt at indhente.”

Men han gav aldrig op i forsøget på at lære, de kaproere han trænede, den sublime teknik.

Det blev altså også belønnet resultatsmæssigt.

Frank Pedersen forrest træner landsholds otteren 1976

Det var ikke alle kaproere i klubben, der vandt et DM. Men det blev til mange sejre, ved de forskellige regattaer klubben deltog i. Ture, der på mange måder, blev til minder for livet for deltagerne, takket være Franks væremåde.

Frank blev dog DM to gange. Begge gange i toer med styrmand. Første gang med Skjold i 1943, og anden gang som styrmand i 1992 for Aalborg Roklub. 49 år i mellem de to mesterskaber. Kampvægt stadig 52 kg.

I 2000 vandt han i en alder af 79 år veteran VM i firer med styrmand. Frank var igen styrmanden.

i 1972 blev han udtaget af SIFA til det hold, som SIFA sendte til OL 1972. Turen skulle ses som en tak til de idrætsledere, der havde gjort et stort arbejde for idrætten i Aalborg. Holdet blev senere kendt som Münchenholdet. Et hold der efter hjemkomsten holdt og holder sammen.Holdet er dog stærkt decimeret her i 2015.

Frank Pedersen i mørk jakke til venstre lidt i baggrunden med Münchenholdet 1992.

Frank Pedersen i mørk jakke til venstre lidt i baggrunden med Münchenholdet 1992.

I 1979 blev der i Aalborg Roklub efter et bestyrelsesvalg enighed om at stille spørgsmål til klubbens fremtid. En person gjorde opmærksom på, at det ikke var muligt for børn at lære at ro, og at det derfor kunne være vanskeligt at få fat i de unge før de fik andre interesser.

Ideen blev straks grebet, og et udvalg til opstart af minironing blev nedsat. Ikke uventet kom Frank ind i det udvalg. Han har måske haft den tanke, at så kunne han da lære børnene at ro ordentligt fra starten. Da alle, der hørte om ideen med børneroning (10-14 år), var positive, var det ikke et spørgsmål om hvad men hvordan. Der blev udviklet en helt ny bådtype til børneroningen. En bådtype der i 1986 var enestående i Verden. Båden, der blev udviklet til børneroningen, var perfekt. Det gode resultat skyldtes, at Frank havde en kompromisløs holdning til, hvad roning er, og hvordan materiellet skal se ud

Frank Pedersen forrest til venstre ved en af de special lavede både til mini roning ca. 1983.

Frank Pedersen forrest til venstre ved en af de special lavede både til mini roning ca. 1983.

Frank var træner for minironingen, til han ophørte med arbejdet i klubben ca. 2003.

Men ikke kun kaproning i Aalborg Roklub optog ham. Han var en af dem, der tog initiativ til, at samarbejde med Roklubben Ægir på kapronings fronten.

I 1959 var han også med til at genoplive Aalborg Regattaen, der havde ligget underdrejet i nogle år. Den blev i de næste mange år en stor succes. Selv om regattaen senere kolliderede datomæssigt med DFfR (3. lørdag i september), så var den i mange år trækplaster blandt roerne i Danmark. Således var der i 1991 tilmeldt 689 roere i 202 både fra 29 roklubber. En gedigen succes for blandt andre Frank.

Desværre er Aalborg Regattaen, som vi kendte den før, ophørt med at eksistere.

Kaj Munk overrækker præmie ved Aalborg-Regattaen 1963. Holdet bestod af cox Hans Jensen, Svend E.Tideman, Martin Granding, Jens Fauerholdt og Henrik Lyng.

Udover roningen var Frank meget kulturel interesseret. Han kunne i timevis fortælle om næsten alt, når kaproerne var til regatta. Han var specielt interesseret i idrætshistorie. Jeg begyndte i 2000 på det, der dengang hed Idrætsarkivet. Frank kom der næsten altid hver onsdag. Jeg følte, at han var virkelig interesseret i, hvad vi lavede på Arkivet. Aldrig gik han forbi uden at spørge ind til, hvad man sad og lavede. Mange gange, når han kom onsdag eftermiddag til kaffe, medbragte han ting fra roklubben, som han syntes skulle bevares. Frank bærer en stor del af æren for, at netop Aalborg Roklub er så godt repræsenteret på det, der nu hedder Idrætshistorisk Samling. Det endte da også med, at Frank blev tilknyttet som medarbejder på Idrætsarkivet. Desværre alt for kort tid.

 

En glad og stolt Frank Pedersen får Dansk Idræts Forbunds ærestegn i 2002. I midten Aalborg Roklubs formand Gregers S. Gregersen. Til højre bestyrelsesmedlem i DIF tidligere mestersvømmer Benny Nielsen

En glad og stolt Frank Pedersen får Dansk Idræts Forbunds ærestegn i 2002. I midten Aalborg Roklubs formand Gregers S. Gregersen. Til højre bestyrelsesmedlem i DIF tidligere mestersvømmer Benny Nielsen

Udover Skjolds ærestegn i 1955 fik Frank Dansk Forening for Rosports DFfR ærestegn i 1974. Han blev æresmedlem i Aalborg Roklub 1986. DFfRs Poul Madsens pris 1993. SIFAs Årets Idrætsleder ligeledes i 1993, og i 2002 Dansk Idræts Forbunds Æresnål. Han har fået roerstatuetten i 1962 og 1976.

En stolt Frank Pedersen til højre med pokalen efter DM i 1992. De to roere til venstre er Anders Larsen og Jacob Nielsen.

En stolt Frank Pedersen til højre med pokalen efter DM i 1992. De to roere til venstre er Anders Larsen og Jacob Nielsen.

Frank var syg en del år inden sin død. Det var ikke noget, vi mærkede til før til sidst. Hans barnebarn forærede ham en bog, hvori han kunne skrive sin sidste vilje med hensyn til døden og begravelsen. Efter nogen overtalelse skrev han i den, og det blev også en stor oplevelse, for os der var tilbage. Man kunne have undt ham, at han havde oplevet hvor mange, der kom til hans begravelse, fordi de holdt af ham.

En junidag i 2004 styrede han sin sidste båd ud østen for solen og vesten for månen.

Frank Pedersen er død.

Legenden lever.

 

Frank Pedersen som vi vil huske ham.

Frank Pedersen – Legenden – som vi vil huske ham.

 

 

 

 

 

 

 

ERIK SIMONSEN AALBORG FODSPORTS FORENING AFF.

/i , /af

En af de største terræn- mellem- og langdistanceløber AFF har haft, var Erik Simonsen.

En beskeden hjælpsom idrætsmand som alle i AFF kendte fra slutningen af 1920erne til hans død i 2001. Det kan være svært at skrive om Erik, idet det hurtigt kan komme til at lyde pralende med alle de sejre, han fik gennem tiden. Men der var intet pralende over Erik. Beskeden og aldrig en dårlig undskyldning. Lidt senere i karrieren, hvor Kaj Hansen dukker op i AFF, løber han altid for klubben, og uselvisk lader han Kaj vinde. Ja måske kunne han ikke slå Kaj i spurten, men de to løb altid sammen for klubben. Så meget at de fik tilnavnet “tvillingerne.”

Kaj Hansen og Erik Simonsen "side by side" til Kildeløbet. Et år løb de sammen over mållinien og delte . pladsen.

Kaj Hansen og Erik Simonsen “side by side” til Kildeløbet. Et år løb de sammen over mållinien og delte 1. pladsen.

Erik blev født 5. august 1915 som den ene af tvillinger i en familie, som næsten var synonym med AFF. Han siger selv på et tidspunkt, at de var 8 børn. 6 drenge og 2 piger. Alle på nær en blev medlem i AFF. Når man læser om Erik, så støder man på navnet Simonsen mange gange. Jeg kan blot nævne Hilding, Gustav, Viliam, Hans, Hugo, Arnold, Frithiof, Ester og Hilma.

Han nåede at være medlem af AFF i mere end 70 år. Det betyder, at han blev meldt ind i klubben som 14 – 15 årig. Hans navn dukker først op i klubbens optegnelser omkring 1932. I 1933 nævnes han første gang i forbindelse med en sejr, og det er 1. pladsen i B klassen til Kildeløbet. Samme år bliver han nr. et i B klassen til Riisskovløbet og nr. 10 i Nørresundby Byløb. Hvad der skulle vise sig, at blive en enestående karriere var begyndt.

 

Erik Simonsen kommer i mål i Kildeløbet 1934.

Erik Simonsen kommer i mål i Kildeløbet 1934.

Allerede i 1934 bliver han ny klubmester i terrænløb. Terrænløb var i en lang årrække meget populære både hos løberne men også hos tilskuerne. Det var en lidt anden løbestil, der blev brugt, for ruten kunne byde på både stigninger og blødt terræn, der vanskeliggjorde løbet. Samme år er han på klubbens A hold til Kildeløbet. I 1935 har han klubbens bedste tider på 2 – 3 – 5 og 10 km. løb. Det år blev han også nr. 2 i en 10 km. kapgangs konkurrence.

1936 bliver året, hvor han får sit første JM i terrænløb. Han vinder Vegetana Pokalen og sætter klubrekorder i de 4 terrænløb, han deltager i. 1937 viser kun, at fremgangen på ingen måde er ovre. Han sætter igen 4 rekorder, får et JM i 5 km. og bliver nr. 2 til DM i 5 og 10 km. Som belønning herfor udtages han til atletiklandsholdet. Hans første af 8 udtagelser.

Erik Simonsen vinder Nørresundby Byløb 1937.

Erik Simonsen vinder Nørresundby Byløb 1937.

Ikke alle løb ender dog som planlagt. Eyvind Samuelsen SAM fra Aalborg Stiftstidende fortæller: “Erik førte løbet, men han tog fejl af ruten og trak hele førefeltet med sig. En klump bagved havde ikke kontakt til førefeltet, og løb derfor rigtigt. Resultatet blev, at nr. 11 blev nr. 1. Erik ærgrer sig stadig.”

1938-39 og 40 viser stor stabilitet med gode resultater både ved JM og DM. I 1941 dukker Kaj Hansen op og overtager førstepladsen ved nogle af de traditionsrige løb, som Erik havde vundet tidligere. Han sætter det år dog personlig rekord på både 1000 m. og 5 km.

1942 er måske et stille år for Erik. Han bliver ikke nævnt i klubbens optegnelser udover, at han modtager den Blå Nål, som uddeles til de AFFer, som har gjort et stort stykke arbejde for klubben.

1943 derimod er året, hvor der hentes placeringer. Ved JM bliver han nr. 2 på 1000 m., 2 – 3 og 5 km. Han vinder 10 og 20 km. samt 4 x 1500 m. stafet. Han har nu 20 JM og 1 DM.

Der begynder at tegne sig et mønster for Eriks “løbebane”. Han er på det tidspunkt og en del år frem i tiden bedst på 10 og 20 km. distancen. Han er på tale til OL i London 1948. Men han blev ikke udtaget. Jeg har ikke kunnet se, hvorfor han ikke blev udtaget.

Efter en meget lang forlovelse med Henny på grund af boligsituationen, gifter de sig i 1948. De nåede således at være gift i 53 år, inden Erik døde i 2001. Sammen fik de en pige Inge. Erik arbejdede som automekaniker.

Selv om han ikke kom til OL i 1948, fortsatte Erik ufortrødent sin karriere og fik flere mesterskaber i 10 og 20 km. I 1951 vinder han sit mesterskab nr. 50. Det er både DM og JM. De fleste på langdistancerne. I forbindelse med mesterskab nr. 50 skriver formanden for Jysk Atletik Forbund Svend E. Andersen: “Erik har med sit mesterskab nr. 50 indskrevet sig med flammeskrift i dansk atletik”.

Hans store træningsflid og mange mesterskaber gjorde, at han i 1952 efter en 2. plads ved DM i Marathon blev udtaget til OL i Helsingfors.

OL ilden kunne ikke, som Den Olympiske Komite havde ønsket det, løbe gennem Østeuropa. På grund af de politiske spændinger mellem øst og vest havde Stalin forbudt løbet fra Grækenland gennem Østeuropa til Helsingfors.

I stedet blev Ilden fløjet fra London til Aalborg,  der skulle være startstedet for løbet med Ilden til Helsingfors.

Erik fik som den første lov til at løbe med Ilden, da den kom over fjorden til Aalborg. Andre fra AFF var Kaj Hansen der løb 3. tur i Aalborg og Svend Svendsen, der løb et stykke med Ilden næste dag ud af Aalborg

 

Svend Svendsen løber med OL Ilden ved Ellidshøj 1952.

Svend Svendsen løber med OL Ilden ved Ellidshøj 1952.

Ved Marathon konkurrencen i Helsingfors fik Erik en beskeden 42. plads, men han blev bedste dansker, idet indehaveren af DM titlen blev nr. 48. Deltagelsen ved OL gjorde et stort indtryk på Erik. Særlig, skriver han, at bruset fra de 80.000 tilskuer på stadion gjorde et stort indtryk.

I 1953 blev Erik opereret for blindtarms betændelse. Herefter er der stille omkring ham. Han løber, men vinder ikke noget særligt.

I 1958 melder han ud, at han ikke vil løbe for klubben mere. Hans deltagelse i konkurrence løb, siger han selv, gik fra 1934 – 1954. Altså 20 år på topplan. At det var topplan, kan der vist nok ikke stilles spørgsmålstegn ved. I 1986 er der i AFFs klubblad en Alle Tiders Bedste liste. Her har Erik stadig førstepladserne på 10 – 20 km. samt Marathon. 2. pladsen på 5 km. 2. pladsen på 4 x 1500 m. stafet 3. pladsen på 2 km. 4. pladsen på 3 km. og 10. pladsen på 1500 m. Ialt 8 klubplaceringer på listen over alle tiders bedste.

 

Erik Simonsen 67 år løbetræner en vinterdag i 1982.

Erik Simonsen 67 år løbetræner en vinterdag i 1982.

Til AFFs 75 års jubilæumsbog fortæller Erik, at han stadig er motionsløber. Det så ellers skidt ud en overgang, for i en firmafodboldkamp midt i 60’erne fik han knust et fodled. Han kom dog igang igen med at løbe, da motionsbølgen ramte Danmark i 70’erne. Det resulterede bl. a. i to 1. pladser i aldersgruppen 60 år i Limfjordsløbet 1975 og 1976. Det sidste løb, jeg har fundet, var fra 1989, hvor han på Hvidovre Stadion vandt 800 m. løb ved veteran DM. Han var da 74 år.

Selv mener han, at han har omkring 80 mesterskaber inklusive veteranmesterskaber. Han var 8 gange på landsholdet i atletik. Alt dette førte til, at han i 80’erne blev æresmedlem i AFF og i 2000 blev han hyldet med Dansk Atletik forbunds belønningsmedalje.

 

Erik Simonsen efter han har fået sin medalje i 2000.

Erik Simonsen efter han har fået sin medalje i 2000.

Desværre fik han ikke lang tid til at glæde sig over medaljen. Han døde i 2001 efter mere end 70 års medlemsskab i AFF.

 

 

 

 

 

link

Ny hjemmeside

/i /af

Du sidder nu og læser på Idrætshistoriske Samlings nye hjemmeside. Vi synes, at resultatet er blevet flot, og vi håber, at mange brugere må få glæde af den i fremtiden.

Selv om det er sørgeligt, så vil vi fortælle, hvorfor vi har fået en ny hjemmeside.

Det har vi, fordi den sidste hjemmeside simpelthen blev hacket. Ikke bare lidt hacket, men total lavet til fars uden mulighed for at bruge noget af den igen.

Det var en sort dag, fordi vi dvs. Christian havde brugt mange kræfter på at få den up to date. Han var netop blevet færdig nogle få dage forinden, og vi var meget glade for resultatet, men så gik Jorden under. Det føltes næsten sådan.

I lang tid var der ingen der havde lyst eller mod på at bruge tid på en ny for hvad nu hvis…? Vi er alle frivillige, og har ikke ubegrænset midler (tid og penge) til rådighed for en ny hjemmeside.

Ved noget der måske kan ligne en tilfældighed, faldt snakken om den gamle hjemmeside og dens endeligt en dag, hvor Sifas næstformand Tem Frank Andersen var tilstede. Tem, som underviser på Universitet, mente, at han havde et par studerende, som formedelst gode ord og lidt betaling nok kunne hjælpe os.

Resultatet af den hjælp er det du sidder og læser i lige nu. Fuldt professionelt har Morten og Dennis skabt denne hjemmeside. Vi synes, at det er blevet flot, og glæder os til fremover at få mange besøg på siden fordi, den bl. a. også har nogle gode links til andre af vore samarbejdspartnere herunder især

Arkiv.dk

 Arkiv.dk er en hjemmeside, som går i luften 20. februar 2015.

Det bliver en søgemaskine til næsten alle lokalarkiver og mange specialsamlinger i Danmark herunder også Idrætshistorisk Samling.

Det bliver muligt at søge på fotos i, hvad der intet mindre er Danmarks største fotoalbum med ca. 22 mio. fotos.

Det bliver ligeledes muligt at søge på indhold i de arkiver og samlinger, som er medlem af Arkibas, og det er de fleste i Danmark. Hermed bliver det f. eks. muligt at søge på Idrætshistorisk Samling, hvor man udover ca. 5.000 fotos fra 1880’erne og frem, kan søge på indhold i flere hundrede nuværende og tidligere klubber. Vi har også registreret mange – vi har ikke talt dem – personer. Måske over 3.000 tidligere og nuværende sportsfolk fra Aalborg og omegn. Ikke alle kendte men alle har de dyrket en eller anden idræt i deres liv.